ANTON B. LEVESEN
Jeg er 97’er, opvokset i Skødstrup – en lille by nord fra Århus – og har gået på Eriksminde Efterskole og senere taget en HF-uddannelse på Aarhus Akademi. Jeg bor nu i et skønt bofællesskab i Gl. Ry med tre af mine dejlige venner.
Jeg har, siden jeg var ganske lille, haft stor lyst og trang til at udforske verden. Jeg har altid været interesseret i naturen; gåture i skove og være ved vandet med forestillinger om at der lå verdener uden for min forstand.
Der er altid mere eventyr i horisonten, når man ser på verden gennem mine briller. Jeg drømmer om at komme alle de steder hen i verden, jeg endnu ikke har været (og der er heldigvis mange), og tror på, at respekt og kærlighed for andre mennesker, opstår i mødet og kendskabet med deres kultur og verdensforståelse.
Jeg har altid haft svært ved at sidde stille og følge med i skolen. Jeg var derfor udfordret i min skolegang, da jeg tidligt kunne mærke hvad jeg ville og hvad jeg interesserede mig for i livet; natur, verden og mennesker. Jeg har altid været et meget socialt menneske, med venner omkring mig og gerne vidt forskellige af slagsen. Jeg tror grundlæggende på at alle mennesker er lige meget værd og er utroligt spændene at lære at kende. Jeg har altid haft let ved at kunne sætte mig i andres sted, forstå den menneskelige natur og påskønne de forskellige væsener vi er. Jeg holder meget af at være omgivet af mennesker, der har deres egne holdninger, værdier og styrker i livet.
Jeg har rejst siden jeg var 15 år gammel, på både små-ture til Sverige i et par uger ad gangen og som 17-årig begav jeg mig alene ud i Europa, hvor jeg tomlede den til Sydspanien, og bagefter fløj til Island og drog hele vejen rundt på den smukke, rå og vilde vulkanø. Det var første gang jeg for alvor kom i kontakt med det, der fylder mig mest med glæde som menneske; at rejse og møde mennesker på tværs af landegrænser.
Jeg er i HÖJSKOLENDK fordi jeg brænder for åbne og nysgerrige fællesskaber, hvor alle kan være sig selv, med alt der er dem. Alle mennesker er unikke og det er essentielt for mig, at man, i et fællesskab, har forståelse for hinandens forskelligheder og hvilke egenskaber vi bærer med os. Jeg ønsker inderligt, at alle vores elever får en følelse af den betydning og indflydelse deres tilstedeværelse har i verden – både med hinanden og for andre.
Jeg glæder mig til at lære jer at kende i Caribien, Mexico og Hawaii!
Højskolesmil,
Anton