THOMAS F. CARLSEN
Jeg er født i ’76, bor i København, er medejer af HÖJSKOLENDK (som jeg iværksatte i 2009) og jeg brænder for fællesskab, rejse-eventyr, spændende kulturoplevelser og ikke mindst at inspirere vores elever til at skabe et meningsfuldt liv for dem.
Mit liv har bragt mig mange spændende steder hen, og jeg har bl.a. boet i Thailand, Sønderborg, Kolding, Aarhus, på et gods nord for Slagelse, et hus i skoven i Ry, på Bali og Lanzarote.
Før jeg startede HÖJSKOLENDK havde jeg fire enormt spændende og udviklende år som ’Projekt- & Personalechef’ i et af DKs største teambuilding-firmaer; World of Adventure A/S. Der gik mine dage med at planlægge, afvikle og udvikle relationsskabende, teamudviklende og personlige udviklingskurser for ledere og medarbejdere i større og mindre firmaer, fagforbund og erhvervsuddannelsescentre rundt omkring i hele Danmark og Skandinavien.
Min fritid bruger jeg på at fotografere, spille guitar og synge, køre nær og fjernt på min motorcykel, spille squash med min allerbedste squash-buddy, cykle på landevej i stramt nylontøj og (fri)dykke når jeg har mulighed for det. Jeg slapper den også tit til en god film, serie eller dokumentar, med bio-ture eller en god bog. Og så bruger jeg selvfølgelig en del tid på alle mine skønne og dejlige venner, jeg har mødt på min vej gennem livet.
Mit liv skal føles meningsfuldt for mig – det er hamrende vigtigt. Så jeg forsøger jævnligt at minde mig selv om, at vi kun har ét liv. Jeg ved godt det er kliché – men det er jo altså sandt. Så det er vigtigt for mig at min ”rejse” er sjov, eventyrlig, lærerig, udviklende og at jeg ikke fortryder noget, når jeg en dag sidder og savler ned af hagen og livet nærmer sig de sidste kapitler.
Hvilke uddannelser har jeg?
– Salgsassistent – Herretøj
– Brandmand & Røgdykker – Beredskabet i Hillerød
– Fotograf Grunduddannelse – Teknisk Skole
– PADI Dykkerinstruktør, Koh Tao i Thailand
– Friluftsvejleder & Instruktør/Teambuilder – Idrætshøjskolen i Sønderborg
– ID Lifecoach, ID Coach Academy – 2-årig coaching uddannelse
– Proceskonsulent, Systemisk Ledelse – Go’Proces i Århus
– Konfliktmægler v/Grib Konflikten
– Selvværdsvejleder v/Joan Ørting
Min faglige baggrund
Som 17-årig gik jeg i lære i en gammel og traditionsrig herretøjsforretning i Vanløse, i det nordlige København, og har siden da lavet et hav af forskellige ting – alle dog forbundet på den måde at det har handlet om mennesker, relationer og udvikling.
Af rimelig relevans kan jeg nævne at jeg har arbejdet to år som butikschef i en herretøjsforretning, har arbejdet med indlæringsvanskelige unge mennesker på et botræningshjem, har været projektleder i en aldersintegreret institution. Jeg har boet i Thailand i knap et år, hvor jeg uddannede mig til og arbejdede som dykkerinstruktør, har et år på idrætshøjskolen i Sønderborg i rygsækken, efterfulgt af et år som projektleder for Slagelse Kommune hvor jeg iværksatte Studenterhus Slagelse. Herefter flyttede jeg til Kolding for at arbejde for World of Adventure A/S som projektchef.
Jeg har de sidste 14-15 år arbejdet med projektledelse, og har via uddannelser, faglitteratur og vigtigst af alt – praktisk erfaring – lært hvor vigtigt det er at have de rette teoretiske værktøjer, menneskelige egenskaber og god portion nysgerrighed med sig.
Jeg har oplevet rigtigt gode resultater, både da jeg brugte et år på iværksættelse og daglig ledelse af studenterhuset i Slagelse, i min tid som teambuilder på Idrætshøjskolen Sønderborg, mit arbejde som projekt- og personalechef i World of Adventure og under iværksættelse og udvikling af HÖJSKOLENDK.
Jeg har rejst med og undervist over 30 højskolehold og glæder mig rigtigt meget til at lære jer at kende – jeg er sikker på vi får et fantastisk rejse-eventyr sammen!
Thomas – HÖJSKOLENDK