Christine Lillelund

I dag er der to uger til hjemrejse. 70 dage er gået, syv fødselsdage er blevet fejret, julemiddagen spist og det nye år budt velkommen.

Den primære grund til, at jeg valgte at tage på højskole ude i verdenen var for, at komme lidt væk fra hverdagens stress og jag, hvor trivielt det end kan lyde. Jeg var fem måneder forinden blevet færdig med min uddannelse og havde brug for et pusterum, nye omgivelser, inspiration, udforske en anden verden og allermest mig selv.

Tirsdag landede vi alle på St. Thomas, lidt uden for hovedstaden Charlotte Amalie og blev budt velkommen af fugtig varme og Bert, vores kommende taxachauffør. En mand af få (talte) ord – måske han tænker meget – der altid render rundt med noget lignende en turban, rundt om hovedet, og som har passet godt på os, især når vi har været i byen og feste. Vores første fire uger i Caribien fandt sted på Bolongo Bay Beach Resort, der ligger lige ud til stranden. For at være helt korrekt, så ligger swimmingpoolen faktisk oven på stranden. På St. Thomas blev vi i undervist i Projektstyring & Teambuilding, hvor vi til sidst gennemførte projekt ”Singing Carwash”, der havde til formål, at indsamle penge til en lokal skole, der arbejder med socialt udsatte børn og unge. Op til projektet, lærte vi i undervisningen om nogle redskaber og strategier, der gjorde at vi bedre kunne skabe et holdbart projekt. Vi inddelte os bl.a. i grupper, der hver især skulle sørge for forskellige opgaver, både før projektet og på selve dagen. Vi formåede at indsamle lidt over 1.000 dollars, voksede som gruppe og kom tættere på hinanden. Dagen blev afsluttet med en fest på et diskotek og friugen kunne så småt begynde.

I friugen tog nogle af os dykkercertifikat, mens andre indtog lækre strande, tog tomhændet ud og kom hjem med hænderne fulde af poser og fredag sluttede vi af med en ø-rundtur. Friugen forsvandt næsten mellem hænderne på os og inden, vi fik set os om, var de fire uger på Bolongo passeret.

Det skulle vise sig at være fire uger i luksus, da vi lørdag den 8. december ankom til farmen ”Ridge To Reef”, beliggende i regnskoven. Claus tog ikke fejl, da han sagde, at det ville blive et paradigmeskift. Fra varmt vand til koldt vand, fra ubegrænset elektricitet til begrænset og endda til dage, helt uden elektricitet. Det gik hurtigt op for én, at det var spild af tid at være sart og bange og nødvendigt, at være omhyggelig og påpasselig med de ressourcer, vi havde til rådighed. Alligevel nåede jeg til et punkt, hvor jeg begyndte at holde af livet på farmen og ikke mindst de personligheder, der også boede der. Nate og Shelli, der styrede farmen og det arbejdende staff, der stod i køkkenet sammen med os samt de, der stod i marken og lod os hjælpe dem med nogle af de ting i livet, de brændte allermest for. Hertil kan fx nævnes kompostopbygning, såning, bambus- og bananplante-nedrivning. En af de ting, der står klarest i min hukommelse fra farmen er, den dag to meget nyfødte gedekid mistede deres mor, der på mærkværdigvis fik taget livet af sig selv ved, at rulle sig ind i noget snor. Ligesom et spædbarn ikke kan klare sig uden mælk, kan gedekid heller ikke og derfor måtte vi alle hjælpe til med, at fodre dem mælk, flere gange om dagen. Jeg var med til at hjælpe tre gange og jeg lover jer, at de små kid formåede at smelte mit hjerte. Alle tre gange. Selv da de tissede op af mig.

Det var også på farmen, at vi fejrede jul og intet mindre end and, glaseret skinke i mangel på flæskesteg, brunede kartofler, almindelige og franske kartofler, sauce (næsten) som vor moder laver den, varm rødkål og risalamande kunne gøre det. Middagen var aldeles vellykket trods et par ænder, der måtte bukke under og et gaskomfur, der pludselig løb tør. Med fyldte mavesække, dansede vi alle, inkl. farmcrew, rundt om det pyntede bambusjuletræ, imens vi skrålede danske julesalmer. Til sidst pakkede vi gaver op, vi på holdet, hver især havde købt til hinanden. Resten af aftenen strømmede julemusik ud af højtalerne og da jeg vågnede næste morgen var jeg fyldt med kærlighed fra dagen.

Efter en anderledes, men uforglemmelig jul forlod vi farmen og St. Croix for, at holde vores friuge og nytår på Puerto Rico. Jeg tænker, at vi måske lavede den hidtil største bommert, der er blevet lavet af et HÖJSKOLENDK hold, da vi først opdagede kl. 6:00 tidlig morgen uden for lufthavnen, at vores fly kl. 8:30 ikke gik om morgenen, men om aftenen. Det har altid været fornuftigt, at være i god tid, især hvad angår flytransport, men 12 timer før afgang, kunne nok hurtigt gå hen og blive trættende. Det viste sig så, at der var få ledige pladser på morgenflyet, så vi var nogle der fløj til Puerto Rico om morgenen og andre, der ventede til den oprindelige afgang. Om aftenen samledes vi alle til en fed David Guetta koncert og så blev friugen for alvor skudt i gang. Nytår blev fejret på et fem stjernet hotel, der havde fri bar, så vandet stod højt den følgende dag og sengen, film og et køligt rum var for mange, at foretrække. Resten af friugen blev fyldt med adskillige shoppingture i et typisk amerikansk mall, trekking i regnskoven, strandture og skydiving.

Tilbage på St. Croix og nye omgivelser i form af Discovery Grove. Her blev vi indlogeret i små huse og bambushytter og budt hjerteligt velkommen af brødrene Travis og Ty, der til dels styrer stedet. Et kort bad og en time senere var vi på vej til et traditionsrigt karneval i Frederikssted, hvis by var fyldt til bristepunktet med dansende lokale, iført kostumer, der især tilgodeså mændenes behov – om man vil. Det vil altså sige, letpåklædte kvinder. Der var til flere timers underholdning og som altid her på øen, mødte vi flere bekendte, i dette tilfælde mange fra farmen. To uger er nu gået siden karnevallet og ugerne har været beriget med oplevelser, på lands og til vands. Jeep Safari, Biolumniscent Water Kayakin, nattedykning, hiking på den østligste del af øen samt en masse sjove fællesaktiviteter. Derudover har vi deltaget i frivilligt arbejde. Halvdelen har været på en offentlig skole, været tilknyttet forskellige klasser og hjulpet i det daglige virke. Det har været spændende, at opleve skolesystemet på en ø som St. Croix og lære om befolkningens kultur, ikke kun skolemæssigt. Personligt vil jeg altid huske, de mange søde smil og knus, jeg har fået fra børnene i den klasse, jeg holdte til. Havde jeg bare kunne tage dem under mine vinger og fylde deres liv med kærlighed og omsorg…

Mange øjeblikke, dage og uger er gået. To uger er tilbage. Det er ikke længe og vi vil sikkert også have følelsen af, at de går ekstremt hurtige. Alligevel har jeg på fornemmelsen, at vi vil opleve og lære i et tempo, vi ikke tidligere har erfaret på turen. Hvert et sekund vil blive udnyttet og husket, flere smil og kram uddelt og vores glas vil være halvt fulde – i mere end én forstand.

Snart er det tid til at vende snuden hjem mod koldere egne, sige farvel og på gensyn og ikke mindst blive mødt af familie og venner i lufthavnen. Lige nu er det svært at samle tankerne omkring, hvad jeg har lært på denne rejse, men én ting, jeg har fået indblik i er, at mere eller mindre alle mennesker har noget svært i livet, at bære på og at det ikke behøver at være en stopklods, så længe, der er tro, håb og masser af kærlighed. En flok unge, smukke, eventyrlystne – ikke mindst på livet – mennesker er blevet sat sammen, har levet op af hinanden i tre måneder, under uvante, og til tider udfordrende, forhold, delt mindre og større øjeblikke, drømme og svære følelser. Jeg tror roligt, jeg kan sige på alles vegne, at det har udvidet horisonter og bragt os tætte på en måde, der ikke er muligt i så mange andre fællesskaber.

Hvordan livet vil forme sig, når vi kommer hjem, er ikke til at spå om. Der findes ingen rigtige garantier i livet, men jeg er taknemmelig for alle de mennesker, jeg har mødt på min vej, på mit eventyr og håber, at jeg har bidraget med noget til dem, ligesom de har til mig.

Tak for støtte, venskab, kærlighed, smil, latter i forskellige former, sløjhed i stor stil, kulørte drinks, sammenhold og fællesskab. Og tak til Claus og Isak for hver deres måde, at dele sig selv på til os andre, støtte samt tro på hver enkelt af os. Sidst, men ikke mindst, tak til Thomas og Niklas, der har “passet på os” i den sidste tid. Selvom vi efterhånden kan stå på egne hænder, har det været rart at vide, at der altid var hjælp at hente.
– Christine Lillelund