Marie M. Langballe

Det er svært for mig at skrive alle de oplevelser jeg har haft, på de 3 måneder, ned på så lidt plads. Det har været en fantastisk rejse for mig, på alle måder. Jeg har udviklet mig personligt og har fået venskaber for livet.

Jeg tænker tit tilbage på den første dag i lufthavnen, hvor ingen rigtig kendte hinanden, men man vidste at de her mennesker skulle blive ens familie inden for den nærmeste fremtid. Og det gjorde den. Det er nu ikke så sært, for med alt den indiske og nepalesiske mærkelighed man oplever – så er det svært ikke at have noget at grine af sammen.

Efter jeg er kommet hjem spørger folk mig, hvad der var det bedste sted at være. Gang på gang har jeg svaret: Det ved jeg ikke. For alle stederne var så forskellige, på hver sin dejlige måde.

Jeg elskede Pokhara i Nepal fordi der var så smukt, og når jeg lukker øjnene kan jeg stadig se bjergtoppene spejle sig i Phewa lake.

Jeg elskede Dharamsala i Nordindien fordi kulturen lærte mig så meget, især om taknemmelighed og om hvad man kan opnå med den mindste hjælp. Minderne herfra er fyldt med grin, smil og en god portion te. Og så er solnedgangen fra hotellet ikke noget man glemmer.

Jeg elskede Goa ikke mindst fordi der var varmt. Men fordi på det her tidspunkt havde man lært alle så godt at kende, at der ikke længere var nogle hæmninger – og man i sidste ende fik gjort nogle meget spontane og dejlige ting. Selvom det nogle gange var lidt svært at stå op til undervisningen, var det det hele værd når man først mærkede sandet under sine fødder og kunne høre bølgerne bruse.

Mit eventyr med HÖJSKOLENDK, har været en af de bedste ting jeg har gjort. Det har været mit livs eventyr – og det er langt fra færdigt endnu!
– Marie Langballe

Menu