Mia Nikolajsen
Den længe ventede dag var endelig kommet og i min mave var der et stort samspil af spænding og nervøsitet – for hvordan de næste tre måneder skulle gå med helt nye mennesker?! Pludselig skulle alt derhjemme forlades, og de næste tre måneder skulle jeg befinde mig på den anden side af kloden med helt nye og fremmede mennesker.
Men det har været mit livs eventyr, og mine medrejsende er blevet som familie for mig. Det er helt uvirkelig og vemodigt at skulle hjem til en normal hverdag, hvor jeg ikke er omringet af skønne mennesker 24/7.
Alt har været helt fantastisk, og der er et væld af ting der vil skinne igennem, når jeg tænker tilbage på denne rejse i et helt fantastisk smukt land; blandt andet var vores surf-weekend i Mt. Maunganui vanvittigt fed!
Det var for mig specielt en udfordring, og et step ud i udviklingszonen, da jeg ikke er meget for at skulle have hovedet under vand (hvilket er lidt svært at undgå når man surfer :o). At surfe er langt fra så let som det ser ud, men jeg synes nu vi alle gjorde det ret godt, og det var en kanon fed oplevelse.
Efter kun et par ugers kendskab var vi allerede kommet godt ind livet af hinanden, og det var rigtig fedt at ligge ude på bølgerne på sit bræt mens der lød opbakning fra en masse søde mennesker: ”Padle, padle, padle!”, ”Kom sååå”, ”Du har den næsten”. Der var støtte, rosende ord og hjælp at hente; vi var sammen om at skulle lære at tæmme bølgerne! Og på trods af at holdet efter tre dage med surfing var blevet offer for diverse skaber hist og her, så var det en kanon oplevelse, og bestemt ikke sidste gang jeg har surfet!
New Zealand har en helt enestående natur og der er ufattelig smukt, ikke mindst med alle de store bjerge. Ofte ser det ud som om der er placeret et smukt maleri for øjnene af dig.
Det er ikke kun naturen som er fantastisk, de er også et vidunderligt folkefærd. Alle er utroligt venlige og snakkesalige, hvilket gør, at man rigtigt føler sig hjemme. Et stort indtryk har medarbejderne på indkvarterings-stedet i Rotorua, gjort på mig. Meget stor-hjertede mennesker, som altid var parat til at hjælpe med alt fra arrangering af ture til at give et lift ind til byen, og man blev altid mødt med smil og et ”hi darling”. Et andet par, der gjorde et stort indtryk på mig, var Nick og Ann, som var den familie jeg var ude hos da jeg lavede frivilligt arbejde. De er selvforsynende og lever på deres farm, hvor alt er organisk. Jeg boede en uge hos dem og det var rigtigt spændende og en dejlig uge. Jeg hjalp med forskelligt arbejde som skulle ordnes, og det var helt trist at skulle sige farvel til dem og deres børn. Jeg var virkelig kommet ind på livet af dem, og jeg følte jeg var blevet en del af den lille familie.
New Zealand er et skønt sted, og jeg vil elske at komme tilbage hertil en dag! Hav dog en god portion lommepenge med, for Bungy Jump og Sky Dive er dyrt, men helt klart dét værd! Det er ikke noget jeg fortryder jeg prøvede mens jeg var af sted. Jeg var virkelig bange inden jeg skulle tage mit Bungy Jump på 134 meter, men efterfølgende var der jo intet at frygte! Det var fedt at afprøve og overskride nogle grænser, og adrenalinkicket man får når man suser igennem luften er vanvittigt. Sky Dive er noget af det fedeste jeg har prøvet, det var så fantastisk at flyve i flere kilometers højde, og se ud over de smukke bjerge! Det er noget der skal prøves!
Til jer der tager til New Zealand, I vil elske det! Men nyd det, nyd det, nyd det, for de tre måneder går så ufatteligt stærkt, og så møder man nogle fantastiske mennesker, som man efter kun tre måneder føler man har kendt i flere år, og man danner nye, dejlige venskaber.
– Mia Nikolajsen