Selvudvikling & Kommunikation

I faget ‘Selvudvikling & Kommunikation’ handler det om dig, vigtige livsværktøjer, styrker, retning og det at skabe sig et meningsfuldt liv.

Undervisning og uddannelse handler generelt ofte om faglighed og viden om den ydre verden. Vi bliver målt på karakterer, indtjening, statussymboler og viden om noget udenfor os selv. Man kan sige, at vi præges af en rationel, mental og lidt akademisk tilgang til livet, og knap så ofte mødes med oprigtig nysgerrighed på det menneske vi reelt er indeni.

Det er fx ikke så tit, at vi mødes med spørgsmål som:
‘Hvad brænder du allermest for?’
‘Hvilket slags liv, vil du gerne leve?’
‘Hvad er meningsfuldt for dig?’
‘Hvad er dine kerneværdier – og hvorfor?’
‘Hvad har du brug for?’
‘Hvad motiverer dig?’
‘Hvad er din definition af succes?’
‘Hvad er nøglen til et glædesfuldt liv for dig?’

På forunderlig vis virker det knap så vigtigt om vi egentlig trives og har det godt.
Bilen skal til lovpligtigt syn hvert 2. år og tandlægen sender besked ud, når der er gået 6 måneder siden sidste tand-tjek.
Men hvad med os selv? Hvornår kigger vi efter om vi egentlig har det godt?

Undervisning i øjenhøjde
Med udgangspunkt i spændende øvelser, inspirerende oplæg, åben dialog, nysgerrighed og vigtige spørgsmål, lærer du dig selv bedre at kende. Nogle spørgsmål og øvelser klarer man alene, som fx det at sætte personlige mål eller retning, mens du andre gange er sammen med dine venner fra holdet i små eller lidt større grupper.
Med det formål at du får større indsigt i dig selv og dine styrker, drømme, adfærd og kommunikation – for vi ønsker ganske enkelt at inspirere dig til at blive mere bevidst.

Overordnet set handler det om, at du er tro mod dig selv, kan mærke hvem du er og tør stå op for det du mærker er rigtigt for dig. Det handler dybest set om meningsfuldhed, for når alt kommer til alt, så gælder det om at gøre livet så meningsfuldt som muligt. For uden at det skal blive alt for “carpe diem” kliché-agtigt, så har vi kun ét liv – og det skal være så spændende, sjovt, glædes- og meningsfuldt som overhovedet muligt.

Læs her hvad en af vores elever har fået ud af ‘Selvudvikling & Kommunikation’
“Selvudvikling & Kommunikation har uden tvivl været det bedste fag for mig!
I løbet af undervisningen fandt jeg frem til hvem jeg er som menneske, hvad jeg kan og hvor jeg gerne vil hen i livet. Med hjælp fra to fantastiske undervisere, guidede og støttede de mig, når jeg synes det blev udfordrende.
I løbet af de tre uger fik vi små øvelser, opgaver og tankevækkende udfordringer, der alt sammen var med til at støtte os i den retning vi havde valgt.

Selvudvikling & Kommunikation gav mig indsigt – både til at kigge indad, men også til at kunne kigge ud, og se hvordan mine handlinger kan påvirke andre, og hvordan andres handlinger kan påvirke mig.
Det, at faget både rummede det jordnære og håndgribelige, samtidig med at det også beskæftigede sig med det mere “usynlige”, gav et perfekt undervisningsgrundlag.

Det var fantastisk hver dag at stå op til to undervisere, som så tydeligt begge brændte for faget, og på hver deres måde fik de udviklet os, og hjalp os alle sammen i større eller mindre grad. Det var let at mærke motivation og lyst til at deltage, og man kunne trygt fortælle hvordan man havde det lige den dag, uden at blive dømt eller kigget forkert på.

Selvudvikling & Kommunikation er et fag for dem som der vil lære sig selv bedre at kende, men uden brug af selvhjælpsbøger og andet pjat. Ved hjælp af de dygtige undervisere kan du finde frem til hvad der er dine styrker, og hvad der er dit potentiale. Og de støtter dig 110 % – hele vejen i lige præcis din retning.”
– Laura Iversen, 20 år.