Tanker fra en ubegribelig tid – 17. marts 2020

For 11 år siden tog jeg de første skridt for at realisere en drøm. En drøm om at skabe et arbejdsliv med dyb mening, fyldt med passion og livsglæde. Et arbejdsliv der ikke skulle handle om meningsløs vækst, penge, stress eller jag – men om alt det der dybest set nærer mig som menneske; fællesskab, rejseeventyr, dannelse, udvikling, leg, indsigt, kulturmøder, good-times og at styrke ”fundamentet” for unge mennesker. Det blev til HÖJSKOLENDK. En værdidrevet højskole med mantraet ”mennesker før business”.

Vi har fra start skabt en højskole, der var stærkt drevet af vores værdier. De værdier er ligeværd, respekt, rummelighed, nærvær, mod, selvrefleksion, tillid og ærlighed. Det har altid været enormt vigtigt for mig, at de værdier ikke blot var ord, der stod på vores hjemmeside – men levede stærkt og naturligt i både hverdag på kontoret og på vores højskoleophold i udlandet. Vores ansatte er mennesker der i den grad rummer de værdier, og på fineste vis lever dem sammen med vores elever. Dét er jeg stolt af.

For 17 dage siden havde vi fødselsdag og jubilæum. 10 ”officielle” år på bagen med HÖJSKOLENDK. Vildt. Det lykkedes. I over 10 år har jeg fået lov til at lave det jeg brænder allermest for.

Sikke en gave og hvor er jeg taknemmelig hver eneste dag, for netop det. Taknemmelig for at jeg havde modet til at forfølge mine drømme og gøre idé til handling. Taknemmelig for at eleverne ville med på rejsen. Taknemmelig for alle de smukke mennesker jeg har mødt på HÖJSKOLENDK-rejsen. Taknemmelig for de skønne venner jeg har fået på min vej. Taknemmelig for hver og en af mine kolleger der gennem årene har beriget mig, vores elever og HÖJSKOLENDK med kærlighed, indsigt, nysgerrighed, mod og inspiration. Vi har stået sammen i tykt og tyndt, for at udvikle et sted, hvor unge kan lære noget om det, de sjældent lærer andre steder. Lære noget om selvaccept, selvværd, selvtillid, værdier, drømme, følelser, styrker, mod, nysgerrighed, undren, rummelighed, relationer, ansvar, overbevisninger, livsglæde, etc. – og ikke mindst meningsfuldhed.
Det har været en fantastisk, udfordrende, vild, eventyrlig, lærerig og glædesfyldt rejse og jeg håber inderligt jeg får lov til at fortsætte den.

For 5 dage siden ramte Coronavirus-udbruddet os med hård og nådesløs kraft og det har været hektisk døgnet rundt lige siden. Mildest talt. Situationen har udviklet sig time for time og vi har arbejdet i døgndrift for, først og fremmest, at sikre vores elever og ansattes sikkerhed. Derudover at finde ud af om det kunne lade sig gøre at fortsætte rejseeventyret, for de af vores elever der havde lyst til det. Vi har kæmpet, knoklet, organiseret, undersøgt og arbejdet stenhårdt 24 timer i døgnet. Spist osterejer til aftensmad og holdt møder i én uendelighed – med alle der skulle holdes møder med. Selv forældre, familie, venner og kærester har vi taget os tid til. Dét kan vi være stolte af.

I går aftes måtte jeg meddele mit eget hold herude i Nepal, at rejsen desværre slutter her. Vi vender næsen mod Danmark. Alle muligheder er undersøgt, og alle er blindgyder. Det er en af de hårdeste beskeder jeg har måtte give i mit liv, og tårerne trillede ned af vores kinder. Også mine.
Vi har ”kun” været afsted i 5 uger, men alle der har rejst med os, ved hvor stærkt et fællesskab vi allerede nu har skabt sammen. Vi er en lille familie. Jeg bliver både ked af det og rørt over at genkalde mig billederne fra i går. De skuffede ansigter, frustrationen og ærgrelsen – og samtidig en rolig og fin forståelse af vigtigheden af sikkerhed først og fremmest. Vi må rejse hjem.
Selv i den hårdeste stund for dem, havde de overskud til at smile, opmuntre og kramme mig. Vi blev alle enige om at vi rejser videre sammen på et senere tidspunkt, så vi kan færdiggøre det rejseeventyr vi her var i gang med. Det var så stærk og meningsfuld en stund.

Mens jeg skriver disse ord, har vi elever fire forskellige steder rundt omkring i verden. Bali, Hawaii, Guatemala og her i Nepal. Vi knokler med alt hvad vi har af kræfter og ressourcer – døgnet rundt – og alle i HÖJSKOLENDK gør alt hvad de kan for at få vores elever sikkert hjem til Danmark så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre. Flere af holdene har fået flybilletter bekræftet og rejser til Danmark indenfor få dage. Jeg håber inderligt, at alle er hjemme indenfor kort tid. Sikkert og trygt hos dem de holder af.

Den støtte og tillid og alle de opmuntrende ord, vi har fået de sidste 5-6 dage er jeg evigt taknemmelig for. Jeres ord har været et stærkt lysende fyrtårn, på en ellers mørk og stormfuld nat, der bare ingen ende vil tage. Hvert døgn har føltes som en måned og jeres støtte har været uvurderlig.
Tusind tak til hver og en af jer, der har pippet og sendt os tanker – verden er fyldt med gode mennesker.

I dag gik jeg mig en tur gennem de små gader her i Pokhara. Jeg satte mig ned på et tilfældigt hjørne og kiggede på Himalayas bjerge, ørnene på himlen og det afslappede nepalesiske liv omkring mig. Her mærker man intet til Corona. Forbi kom en hund jeg kender og den kvitterede min gensynsglæde med et slik på mine tæer og et hunde-smil. Og lige dér faldt roen over mig. En ro der i den grad har været tiltrængt over den sidste uges tid. Ved siden af mig satte sig en lokal nepalesisk mand og vi fik os en sludder om noget jeg allerede har glemt. Det var en dejlig sludder. Og tiltrængt. Hunden stak igen, da en mor kom gående midt på vejen med sin lille søn på en pastelgrøn trehjulet cykel. Hvor mon de skulle hen?
Livet går sin stille gang her i Nepal. Og snart er alt ved det normale igen i vores unormale verden.

Nu skal vi hjem og knokle vores højskole på benene igen. Så vi kan fortsætte med at gøre en forskel for unge mennesker og give dem deres livs rejseeventyr. Og fortsat have – efter min mening – en af Danmarks mest meningsfulde og glædesfyldte “arbejdspladser” for vores skønne og passionerede ansatte og kolleger.
Jeg vil knokle med alt hvad har jeg i mig, for at det lykkes. Det skal dét simpelthen. Vi står sammen i tykt og tynd og jeg kunne ikke ønske mig bedre kolleger. Måske får vi brug for hjælp, men sådan er livet engang imellem. Det skal man også kunne tage imod.

Til Amadeus og Emil – mine to makkere i HÖJSKOLENDK
Jeg er så stolt, imponeret og taknemmelig over vores venskab, makkerskab og samarbejde. Vi brænder for at give unge mennesker deres livs rejseeventyr og samtidigt ”klæde dem på” til et meningsfuldt og glædesfyldt voksenliv – det skal vi fortsætte med i rigtigt mange år fremover. Vi kommer stærkere ud af det her, både personligt og i vores lille elskede højskole. Det tror jeg på.
Jeg kunne ikke ønske mig bedre mennesker at stå her med. Tak for jer.

Til Mågge, Brownie, Adil, Anton, Nanna og Mette – vores rejseledere og undervisere der er sammen med vores elever
I har gjort det helt igennem fantastisk, i en ekstremt svær og unik situation der konstant udvikler sig time for time. I har i den grad været med til at bevise at HÖJSKOLENDK er ”mennesker før business” og I har givet alt hvad I kunne til vores skønne elever, så de kunne føle sig så trygge, sikre og informerede som overhovedet muligt. Jeg er dybt taknemmelig for jer smukke mennesker. Tak for jer.

Hvis nogle af jer læsere, vil vide hvordan det er at være HÖJSKOLENDK-menneske for tiden. Så tænk tilbage på Titanic filmen; til scenen, hvor skibet synker og folk panisk løber mod redningsbådene. Dér står et lille orkester og spiller på dækket. Vi er dét orkester – og spiller stadigt i øvrigt.

Livet er vildt, forunderligt og foranderligt – og ikke det værste vi har.
Pas godt på jer selv og hinanden i denne tid smukke mennesker. ❤

Kærligst,
Thomas
Stifter, medejer og direktør – HÖJSKOLENDK