Brev til mit fortidsjeg

Kære Mie,
Om få dage vil du rejse med toget mod Aarhus og mod en ukendt café, som skal danne rammen om det første møde med den gruppe af mennesker, du inden længe skal rejse ud i verden sammen med i tre måneder. Jeg kan forsikre dig om, at alle de andre, ligesom dig selv, har afholdt Facebook-stalking-maraton og i bedste detektivstil nærstuderet studenterbilleder, pinlige statusopdateringer fra 2009 og fælles venner. Når du ankommer til caféen dén dag i efteråret 2014, vil der være lige nøjagtig dén akavede stilhed, som du frygter. Du vil få lyst til at grave dig ned i et hul og i et kort sekund vil du ønske, at din krop og din væren vil forvandle sig til støv. Jeg ved, at når den første nervøsitet har lagt sig, så vil du kunne koncentrere dig om, at dine kommende undervisere og destinationsledere rent faktisk vil gøre alt for, at du får den bedste start på din rejse. Jeg lover dig, at tre måneders intenst samvær vil gøre dine fordomme til skamme. Jeg lover dig, at ham med tatoveringen fra en ferie i Sunny Beach, indeholder tusindvis flere nuancer end blot hvad blækket på hans underarm måtte fortælle.

Om en måneds tid vil din familie vinke dig afsted fra togperronen, og du og din enorme rygsæk vil være på egen hånd i toget mod lufthavnen i Kastrup. Jeg kan godt forstå dig, når tårerne vil løbe ned ad dine kinder, og jeg kan godt forstå dig, når du får lyst til at vende om. For du er en tryghedsnarkoman og et overbliksmenneske, og jeg ved, at du får ondt i maven, når det er uklart, hvad der skal ske. En lind af tankestrømme vil passere parallelt med, at landskaberne på den anden side af ruden vil suse forbi: Træer, marker, Nyborg, køer, søer, skov. “Har jeg glemt min tandbørste? Hvad hvis ingen af de andre kan lide mig? Kan man fejre jul under palmetræer? Din taske vil være stoppet til randen med sommertøj og myggenet og julegaver fra din mor. I sidelommerne vil der være tykke bøger og et par ekstra sko til regnvejrsdage. Når du vender hjem om tre måneder, vil du ønske, at du måske bare havde pakket det halve, fordi du vil være blevet klogere på, at man rent faktisk kan købe ting i Caribien, og at det vigtigste at huske blot var dit pas og dit mod på rejsen.

Om godt en måned vil du, efter en lang flyvetur, som vil indeholde utallige spil ‘500’ med dine nye bekendtskaber, lande i storbyen New York. Du vil føle højhusene dobbelt så høje som de i virkeligheden er, og luften omkring dig vil dufte af bilos, popcorn, travlhed, myldretrafik. Midt i millionstorbyens myldretrafik vil du og dit nye højskolehold langsomt løsne op for opstartstidens knudepunkter og genertheds-spændinger. Midt i opstartsræset vil du blive bedt om at tjekke ind: sætte ord og måske et tal på din dag og på din tilstand lige dér i nuet. Du vil føle dig utilpas i starten, føle dig blottet og måske tom for ord, fordi det er svært at sætte ord på noget, man ikke plejer at sætte ord på. Jeg lover dig, at lige præcis det daglige tjek ind vil blive omdrejningspunktet for jeres fællesskab på rejsen og for din dagligdag i dagene og årene efter hjemkomsten.

Kære Mie. Snart vil du begive dig ud på dit livs eventyr. Jeg ved, at du ryster på hovedet over udtrykket ‘dit livs eventyr’, fordi det er en slidt kliché og fordi du måske ikke rigtig tør tro på det. Jeg tror på, at dit liv kommer til at indeholde et væld af eventyr, og jeg kan forsikre dig om, at dét her i hvert fald bliver ét af dem.

Mie Plaugborg Andersen
Elev – Caribien 2014