Kulturforståelse er fantastisk

Nogle gange er det svært at begribe, når man sidder hjemme i kolde og grå Danmark: Lige nu står den sikkert på solskin, salsa og surfing for dem der bor i Mellemamerika. Der boede jeg for 4 år siden, og nogle gange glemmer jeg at deres hverdag også går videre efter jeg er rejst og har sagt farvel til mit lille eventyr på den anden side af kloden.

Som en del af mit ophold, lærte jeg om kulturforståelse, og det kursus var sammensat med frivilligt arbejde i Guatemala. En dag om ugen blev brugt på undervisning i kulturforståelse og 4 dages frivilligt arbejde blandt lokale – i mit tilfælde var det som engelsklærer for NGO’en ‘Peile’.

Mere om det senere! For det var ikke kun i slutdestinationen Guatemala, at jeg lærte de lokale at kende. Og nogle gange tror jeg, at det er sundt med noget perspektiv – på at kulturer og folkefærd lever et liv parallelt med vores, og med helt andre vilkår.
Derfor vil jeg gerne dedikere mit blogindlæg til fascinerende mennesker jeg mødte på min rejse, og som personligt har givet mig lidt mere perspektiv i hverdagen efter jeg er kommet hjem.
Der var amerikaneren, der fortalte at han engang havde arbejdet som børsmægler på Wall Street. Efter at have haft en alt for stresset hverdag, rev han pløkkerne op og flyttede til Costa Rica med familien. Der har de åbnet en isbutik (med virkeligt lækre is) og lever mere primitivt, men meget lykkeligere og i deres eget tempo.

I Honduras på øen Utila, kom vi i kontakt med en lokal der arbejdede i et supermarked, og som fra butikkens bagindgang kunne sejle os ud på en lille øde ø med et snorkel-sæt og svømmefødder til hver, og kom tilbage og hentede os efter 3 timer. Han fortalte at han nød at bruge sin fritid på den lille ø, men også gerne ville vise den til andre – selvfølgelig for en lille skilling. Et smart side-job, må jeg indrømme.

Indbyggerne i Nicaragua er, til trods for at være et af de fattigste folkefærd i Mellemamerika, også et af verdens GLADESTE – dengang lå de tæt op af Danmark på listen. De havde ikke meget at råde for, men kunne samles i store flokke i gader og parker, hvor de sang de skønneste og sjoveste folkeviser om at de er ‘Hijos del maiz’ (majsens børn), mens de dansede og drak landets lækre rom Flor de Caña.

Sidst, og mindst, tænker jeg på maya-børnene i Guatemala. De var mellem 7 og 12 år – nogle manglede tænder, fordi de ikke havde råd til tandpleje, og alle gik i genbrugstøj. Til gengæld var de ikke fattige på nysgerrighed og lærelyst. Vores klasser var på 2-5 børn, og jeg så hver elev én gang i ugen, når de altså ikke lige var ude og arbejde med deres familier. En dag snakkede vi om lande og tegnede flag, og jeg fortalte at jeg var fra Danmark og hvor langt væk jeg var hjemmefra. Næste gang jeg så den klasse, havde én af børnene taget en dansk landsholdstrøje på.

Jeg ved ikke hvor de er i dag, og jeg husker ikke deres navne. Men jeg tænker på dem engang imellem, når jeg lige skal minde mig selv om at verden er meget større end det vi ser til daglig.

Agnes Kjøller
Elev – Mellemamerika 2015

Menu