Glem jagten på lykke

Hvordan kan det være at flere mennesker end nogensinde oplever stress, angst, depression, ensomhed, m.v. når vi lever i en tid med mere velstand, flere muligheder og et højere uddannelsesniveau end nogensinde før?
Antallet af unge der bliver diagnosticeret med angst og stress er tredoblet de sidste 10 år og aldrig før har så mange unge følt sig fortvivlede, ensomme, triste, usikre og forvirrede og det er der mange grunde til. Én af dem er jeg sikker på handler om ”jagten på lykke” og ”det perfekte liv”. Og jeg er overbevist om at hamsterhjuls-lykke-racet ikke er løsningen og at vi i stedet skal forsøge at leve et meningsfuldt liv.

DET’ OKAY AT DET ER SVÆRT
Vi er nødt til at hoppe ud af det hamsterhjul for en stund, træde et skridt tilbage og tage en pause eller en timeout. Og reflektere. Reflektere over hvad der i virkeligheden giver mening for hver af os at bruge vores liv på. Et godt værktøj til at blive lidt klogere på det, er at arbejde med sine værdier. Undersøge og finde ud af hvad der dybest set er vigtigst for én selv. Vigtigst for dig.
Det kan være hulens svært at mærke når man er ung og netop startet på sit voksenliv og måske ikke har nogen i sit liv, der støtter én i den proces. Når jeg laver ”værdi-øvelsen” i min undervisning på vores højskoleophold, kan jeg være stensikker på at der går højest 3½ minut, før der er en elev der udbryder ”Thomas, det er altså skidesvært det her!” eller ”hvordan hulen skal jeg vælge nogle af de værdier fra, når de der værdier også er vigtige for mig”. Og det er okay at det er svært. For livet er svært og udfordrende engang imellem. Og det er også et af problemerne vi står med, for hvis livet skal være perfekt, så går det vel ikke at det også er svært nogle gange? Jo, for dælen. Livet ér svært engang imellem – og det er helt okay at det er svært. Det skal vi også huske at dele og mødes omkring. For vi bliver fattige mennesker, i en fattig kultur, hvis vi ikke kan være sammen om det svære, modgangen eller fiaskoerne. Og vi skal huske at være der for hinanden når livet bliver svært. Det er jo der vi har allermest brug for ikke at føle os alene.

ALT DET SKIDE-PERFEKTE
Jagten på lykke bider sig selv i halen. For lykke er små og flygtige øjeblikke i livet, hvor alt bare passer sammen for en stund. Alt går op i en højere enhed. Og det er altså en sjælden gæst i et menneskes liv. Men når man scroller ned gennem sit Insta-feed og ser at alle ens 600 ”venner” spiser lækker brunch med deres kærester, lufter deres bikinikroppe på Bali, er i Dyrehaven med familien eller har købt den perfekte lejlighed, der bare ligger skide-perfekt og er skide-perfekt indrettet, så kan det altså være svært ikke at blive lidt modløs og trist. Men det perfekte eksisterer ikke. Det er en menneskeskabt og (illoyal) virkelighed. It’s fake news.

Hvis du fylder dit liv med SoMe er det måske på høje tid, at dobbelttjekke hvem du følger og hvad du lader flyde ind i dit smukke hoved. Du går ikke glip af noget som helst substantielt, hvis du forlader det – trust me. Prøv det for en stund. Det vil gøre det dig gladere og roligere – trust me. Og du behøver jo ikke forlade det fuldstændigt, men blot være mere kritisk ift. indholdet. For SoMe kan også nogle rigtigt fine ting. Det skal vi heller ikke glemme.
Dét vi i virkeligheden burde fylde vores liv med er meningsfuldhed og sunde og stærke relationer. Forskning viser med al tydelighed at vi bliver mere tilfredse med vores liv, når kompasset peger i retning af meningsfuldhed, fremfor lykke. Og ikke mindst når vi har sunde og stærke relationer til mennesker der betyder noget for os. Det længste on-going studie i verden handler faktisk om ”Happiness” og viser med al tydelighed, hvad der grundlæggende gør mennesker glade og tilfredse. Det løber stadig på 80. år og hvis du er bare en lille smule nysgerrig bør du se denne fremragende TedTalk – What makes a good life

LYKKE, TILFREDSHED OG MENING – DER ER FORSKEL
For et par år siden læste jeg Morten Albæks bog ”Ét liv, én tid, ét menneske”, og det er en af de vigtigste bøger jeg har læst i mit liv. Og efter min mening, en af de vigtigste bøger der er skrevet om mennesket og de udfordringer vi står med lige nu. Det lyder måske lidt ”tungt”, men den bog bød på så mange åbenbaringer for mig, at jeg næsten ikke kunne være i min krop efterfølgende. Og sidenhen har måtte læse den igen – og igen.

Morten Albæk fortæller det bedst selv…
– Der er grundlæggende tre følelsesniveauer i vores sind: Tilfredshed, som er en følelse, der akkumuleres, når du har et behov, som bliver imødegået. Du har lyst til et æble, du får et æble, du føler tilfredshed. Lykke er dér, hvor livet byder sig mere smukt, varmt, ekstraordinært til, end normalt. Det er et orgastisk lille øjeblik, men det er et øjeblik. Det vil sige, at lykke er noget, der forgår, for det ekstraordinære kan ikke eksistere hele tiden. Og så er der også behovet for at være ulykkelig, når der sker noget sorgfuldt i dit liv.

– Det, du til gengæld kan, er at føle mening i livet hele tiden – på trods af, at ulykkeligheden eller utilfredsheden er til stede. Lad mig give dig et eksempel: Du har et søvnbehov, du gerne vil have tilfredsstillet, men du har et barn med kolik, så du bliver nødt til at holde dig vågen og trøste det. Det er dybt utilfredsstillende for dit søvnbehov, men dybt meningsfuldt at tage vare på dit barns velbefindende. Et nederlag kan også være meningsfuldt, hvis du kan lære noget af det. Livet er ikke altid lys og bekræftelse, det er også af og til mørke og nederlag.

– Så det meningsfulde kan leve både i det lykkelige og ulykkelige, men det lykkelige kan ikke leve i det ulykkelige. Og du kan godt være tilfreds og have en følelse af meningsløshed samtidig. Hvis du for eksempel har så stor en lyst til sex, at du giver dig i kast med at have sex med et menneske, du ikke holder af, kommer tilfredsstillelsen i form af orgasmen, men bagefter vil du se tilbage på det øjeblik som noget dybt meningsløst. Og derfor bliver det meningen, vi skal sætte op som vores primære mål i livet – ikke lykken.

TAG DET ROLIGT – DET SKAL NOK GÅ DET HELE
Smukke menneske. Tag en pause. Læg din telefon væk og ring til din bedste ven. Tag en snak om ingenting eller noget der fylder i dig i dag. Og spørg til om de har det godt. Sådan helt inderst inde. Del noget der tynger dig en smule eller er svært for dig for tiden – for det er i sårbarheden vi mennesker mødes stærkest. Husk at fortælle din bedste ven at du elsker ham eller hende. Og hvorfor. For taknemmelighed gør os også gladere i livet.

Og husk så på, at det hele nok skal gå. Tag det roligt og nyd livet. Tillad dig selv at smage på livet buffets og tag dig god tid til at nippe til de forskellige ”retter”, så du kan finde ud af hvad du bedst kan li’. For vi har alle forskellige smagsløg.
Du behøver nemlig ikke være perfekt. Det er ingen af os.
Du skal ikke ”have styr på det hele”. Det har ingen af os.
Heldigvis.

Thomas – HÖJSKOLENDK