Anna R. Ipsen
Jeg sidder nu tilbage i Danmark efter 3 fantastiske måneder. Det er to uger siden vi kom hjem, og jeg har lidt en underlig følelse i maven. Jeg har kastet mig ud i at skrive et rejsebrev til alle jer, der måske overvejer at rejse med HÖJSKOLENDK, og jeg gør det egentlig uden rigtigt at vide, hvad sådan et rejsebrev skal indeholde. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og det er ikke fordi jeg ikke har noget at fortælle, men jeg tror ikke ord ville være nok til at beskrive denne rejse – det skal opleves! Jeg kan sagtes sige, at denne rejse har været fantastisk, for det har den, men den har været meget mere, noget helt ubeskriveligt.
Når I læser beskrivelsen på højskoleopholdet her på hjemmesiden, får man en masse informationer om, hvad der kommer til at ske, hvad I skal se og hvor hen i verden man skal. Men ingen steder står der, hvor fantastisk et fællesskab man får, for det er der ingen, der kan sige på forhånd. Man skaber det selv hen ad vejen, og det er noget helt unikt.
Vi har hver morgen startet dagen med et tjek ind før undervisning. Vi gjorde det første gang på Fiji til undervisning med Thilde. Det er på mange måder en rigtig rar ting, men også en smule ”grænseoverskridende”. Det var ikke så svært, hvis man havde en rigtig god dag, hvilket der var flest af, men det er når man har en dårlig dag, og der sidder 31 mennesker og kigger på en. Det bliver lettere efterhånden, fordi man lærer, at de her 31 mennesker, der sidder og kigger på en, de lytter på en lige meget hvad. Som regel bliver man mødt af en masse krammere bagefter fra folk, som er klar til at tage imod alt det, man har at sige. Her mærker man et fællesskab, hvor det er okay at have en dårlig dag, og være ked af det. Der bliver taget hånd om en.
Queenstown i New Zealand er en af de fantastiske byer, vi har besøgt, og lige midt i byen ligger en park. Vi har haft mange gode øjeblikke i den park, men jeg husker specielt en aften, hvor vi alle mødtes dernede til fællesaften. Alle var blevet bedt om at medbringe et postkort og en kuglepen, men ingen vidste hvad det skulle bruges til. Sidst på aftenen satte vi os på græsset i en kæmpe rundkreds med vores postkort og kuglepen i hånden. Opgaven gik ud på at skrive sit navn på ens eget postkort og derefter sende den videre i rundkredsen. Alle skulle her skrive et positivt ord om den person, hvis navn stod på postkortet. Jeg husker, da mit eget havde været hele vejen rundt i rundkredsen, jeg var fyldt med spænding. Da jeg læste alle ordene igennem, blev jeg fyldt med kærlighed. Tænk sig, at der kan være så meget kærlighed på et postkort. Men der mærkede jeg virkelig for alvor, det fællesskab, vi havde, hvor der var plads til alle, som de var.
Dette leder tankerne videre til en af de sidste dage på Magnetic Island i Australien, hvor opgaven gik ud på at skrive et såkaldt ’Life Statement’. Det er svært at forklare, hvad det går ud på, og hvad der skal skrives ned, men jeg kunne egentlig godt tænke mig, at dele et lille udsnit med jer fra mit Life Statement; ”Oceanien 2017 skal minde mig om, hvor vigtigt fællesskab og gode relationer er. Det skal minde mig om, hvem jeg er, og hvor jeg ønsker at komme hen. Mødet med disse fantastiske, ærlige, rummelige mennesker har givet mig mod på livet og mod til at udleve mine drømme. Det har lært mig, at jeg kan være mig.”
Jeg vil slutte af med disse ord og sige til jer alle: Hvis I overvejer at tage af sted, så tag afsted – I vil aldrig fortryde det!
Kærlig hilsen
Anna
