Jessica G. Sanchez

Jeg var ét stort nervevrag før afgangen til Mellemamerika. Jeg var glad, trist, nervøs, skræmt, forvirret og spændt på samme tid. Tanken om at jeg skulle væk fra familie og venner i tre måneder, og at skulle rejse til fremmede lande og kulturer med 29 mennesker jeg slet ikke kendte – det var en virkelig fed tanke, men også super skræmmende. Jeg har altid været glad for alt det vante derhjemme og de trygge rammer. Men ud af tryghedsboblen – det skulle jeg!
At møde op i Kastrup lufthavn til så mange nye ansigter, og vide at man de næste tre måneder skal tilbringe så meget tid sammen, og helt sikkert kommer til at knytte bånd og komme hinanden super meget ved, det var virkelig skørt.
Første stop var Costa Rica, hvor vi startede i San José med navnerunde og adventure race så vi kunne lære hinanden lidt bedre at kende og bryde isen. Efter et par dage i San José vente vi snuden mod Puerto Viejo, hvor de næste tre uger skulle tilbringes med undervisning i ‘Projektstyring & Teambuilding’. I starten var det ret overvældende at være så langt væk hjemmefra, og ikke at have den ene person, man ved man altid kan regne med, og som man kender rigtig godt. Jeg havde meget hjemve i starten, og havde lidt svært ved, at jeg ikke bare kunne være super udadvendt og være på hele tiden. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, og det hjalp lidt på det. Jeg var tosset med undervisningen i teambuilding og projektstyring i Puerto Viejo. Det var lærerigt, spændende og sjovt på samme tid. Undervisningen har lært mig meget om mig selv, og har sat mange tanker i gang hos mig, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er blevet mere bevidst om mine værdier, og hvad der betyder noget for mig. Jeg har lært at det er helt ok at være egoistisk engang imellem og prioritere egne behov før andres – på den måde kan man være der 100 procent, når folk har brug for én.

Costa Rica bød på lærerig og sjov undervisning, mange og nye indtryk, strand og solskin, brøleaber og platanos (madbananer) og chorizo i vores udendørs køkken. Film-aftener, bål, skumfiduser og fællessang, sushi-søndag, myggestik, mega sjove fester, ladies night, weekend tur til Panama, en friuge som stod på ziplining, tarzan swing og ridetur i smuk natur i Monteverde og Arenal.

I Nicaragua blev meget af tiden brugt på Casa Elisa spanskskole, hvor vi fik lært en hel del spansk, vi solbadede på stranden og tog på markeder i centrum af León. Vi tog en weekendtur til smukke Granada, på valentinsdag blev der arrangeret kærlighedsfest på terrassen og weekenden efter blev der holdt “bryllupsceremoni” for turens kærestepar. Vi spillede fodbold i 33-34 graders varme, dansede salsa, kælkede ned af mini-vulkanen Cerro Negro og så flydende lava på Telica vulkanen.
Vores tid i Nicaragua var skøn. Det var tydeligt at mærke, at man nu havde kendt hinanden i en måneds tid, og tiden i Nica fløj afsted – netop fordi man følte sig tryg ved de mennesker man var omgivet af, og ikke længere skulle bruge en masse tid på at lære hinanden at kende – man hyggede sig bare og havde det rigtig sjovt i hinandens selskab.

Tiden gik så stærkt og pludseligt blev det marts, og vores sidste måned skulle tilbringes i Xela, Guatemala med frivilligt arbejde – hvilket jeg havde set meget frem til. Jeg var frivillig hos Caras Alegres, hvor jeg og 8 andre hjalp til i vuggestuen, børnehaven og 0. klasse. Vi var ude og besøge en af børnenes familier og så hvilke vilkår de lever under – det var hårdt at se og høre om, men det var en god oplevelse, som satte mange ting i perspektiv og gav stof til eftertanke. Vi havde nogle virkelig hyggelige uger i Xela med frivilligt arbejde, undervisning i kulturforståelse, chi-chi marked i Chichicastenango, hvor der blev shoppet amok. Vi besøgte Maya-helgen San Simón, badede i varmekilder og var på homestay ved en Maya familie.

Efter vores sidste friuge mødtes vi alle sammen i Antigua, hvor vi tilbragte de sidste 3-4 dage sammen. Her slappede vi bare af og nød hinandens selskab. Vi tog ud og spiste aftensmad sammen de sidste to aftener, og der blev holdt en festlig, sjov og hyggelig afslutningsfest med en masse rom og cola og tequila shots. Vores sidste aften sammen blev tilbragt med guitarspil og fællessang. Det var trist at sidde og vide. at man kun havde tre timer tilbage sammen, og man kunne ikke lade være med at fælde en tåre… Eller 100.

Jeg er virkelig overrasket over, hvor meget man kan komme til at holde af hinanden på kun tre måneder, og hvor godt et fællesskab 29 mennesker kan få sammen.
Jeg var godt klar over, at den her tur ville blive god – men jeg havde ikke i min vildeste fantasi en idé om hvor GOD den rent faktisk ville blive. Det lyder måske plat – men følelsen jeg sidder med lige nu kan ikke beskrives. Jeg har udviklet mig mere end jeg troede var muligt på så kort tid – jeg er blevet mere bevidst om, hvem jeg er som person og hviler mere i mig selv. Jeg har fået så mange gode oplevelser med hjem i bagagen, og så mange nye og fantastiske venskaber – som jeg er sikker på er venner for livet. Denne her tur har givet mig så mange gode ting, og selvom det var hårdt i starten, var det det hele værd. Uden tvivl mit livs eventyr. Det lyder kliché, men det kan virkelig ikke beskrives anderledes.

Menu