Mathias Viberg

Nu er der allerede gået lidt over 2 uger, siden at jeg kom hjem fra mit livs rejse. Når jeg sidder her i Galten nær Aarhus, og kigger ud af vinduet, ud til kulden, kan jeg godt dagdrømme mig tilbage.
Jeg vil starte med introdagene i Bangkok. Hold da op, min første rejse så langt hjemmefra, og så endda helt uden nogle jeg kendte. Men med de 30 mest vidunderlige mennesker jeg i mit liv har mødt. Allerede fra dag et i Kastrup lufthavn, hvor vi drenge startede ud med den første fælles skål og en hotdog, kunne jeg mærke, at det her bliver godt!

Vi landede i Bangkok, lidt hen ad aftenen og jeg var egentlig ret træt, men da der blev arrangeret fællesspisning, kunne jeg ikke andet end at melde mig på. Det var herfra at tiden fløj afsted. Fire skønne dage i Bangkok, som nok mest af alt var fest, lidt kultur og farver, med ”no-sexy, no-sexy”- templer, kanalrundfart og TukTuks i hobetal.

Fiji var det næste stop. Vi var allerede, efter timer i luften og dage i Bangkok, ved at komme godt ind på hinanden.
For hver dag der gik med Thildes (vores underviser) fantastiske undervisning i Projektstyring & Teambuilding, og efterfølgende ligge og dase ved poolen, eller snuppe en øl i baren, eller tage ud og hoppe fra 7-8 meter høje vandfald, kunne jeg mærke, at jeg var det helt rigtige sted, med de HELT rigtige mennesker. Jeg lærte mig selv bedre at kende, i takt med at jeg også lærte de mest fantastiske mennesker der findes, at kende.
Fiji var den perfekte destination at starte ud med, i forhold til det, med at komme tættere på de mennesker som jeg var afsted med.

New Zealand var det næste stop. Her stod Thomas, vores destinationsleder, for faget Sport & Adventure. Det var her, hvor der var mest action og adrenalin på turen. Hvis man som jeg, søger adrenalin, er Queenstown det perfekte sted. Her hoppede vi ud af et fly, i ca. 4,5 km højde, og det fedeste var ikke engang det rush det gav, når du med de ca. 200km/t, bare lod dig falde, eller den smukkeste udsigt jeg i mit liv har set. Nej, det var at alle eleverne var med ude, selv dem der ikke skulle springe. Det var et så stærkt bånd vi allerede havde dannet, og det kunne bare mærkes ekstra godt her.
Det var også her vi prøvede river rafting, kørte ned af et bjerg i sæbekassebiler lavet, besteg bjerge, hoppede ud fra henholdsvis 43 og 134 meter, kun med elastik omkring benene.
men der var også tid til at gå i byen, slappe af i parken, se en god film, og bare nyde hinandens selskab, som for mig var det vigtigste.
Vores fællesskab blev knyttet stærkt sammen og det viste sig i medgang og modgang. For selvom der blev aflyst flere aktiviteter så som, heli-hike, Nevis Swing – og friugen i Fiji blev da heller ikke som forventet grundet vejret – var humøret stadig højt, og uanset hvor jeg kiggede hen, kunne jeg blive i godt humør efter ingen tid. Der var altid en på banen, med et perfekt alternativ.

Australien var det sidste stop på turen. Her kom vi ud på den dyrerige ø Magnetic.
Der blev både holdt koalaer, håndfodret vilde papegøjer og peget på wallabys (der er en form for dværg kænguru). Her kunne jeg både nyde at vores fællesskab var væsentlig bedre, end hvad jeg nogensinde havde turde at håbe på, men at jeg på grund af det, også var en smule nede over at dette var det sidste stop på turen.
Igen havde vi vejret mod os, og grundet tyfonen Debbie, blev vi evakueret over til fastlandet. Men trods at den ”ødelagde” lidt af undervisningen, og de planer vi havde lagt for weekenden, var humøret stadig højt, og vi fik det absolut bedste ud af det.

Vi havde Thomas Frese i Selvudvikling & Kommunikation, og hold da op der blev udviklet. For min egen side af, nåde jeg at blive mere bevidst om hvem jeg er, og hvad jeg har med i min ”rygsæk”. Det var også her hvor vi (for min personlige synsvinkel) havde de „hårdeste“ check-in. Det var her hvor gruppen kunne få ting af vide af mig, og om mig, som jeg aldrig nogensinde har følt at jeg kunne sige til sådan en stor gruppe. De tog så godt imod det, og det rørte mig virkeligt.

Jeg ville afslutte med det sidste check-in, mens jeg sider her i Galten, fryser lidt, og dagdrømmer mig selv tilbage til mit livs fedeste tur, med de dejligste mennesker jeg i mit liv har mødt.
Så til alle mine vidunderlige venner jeg har fået i løbet af 3 måneder, alle jer 30 fantastiske skønne dejlige mennesker, Jeg mener det når jeg skriver: Jeg holder ufatteligt meget af jer – hver og en – præcis som i er.
Tusind tak fordi I tog så godt imod mig, og tusind tak fordi I er som i er. Jeg ville ikke have undværet et sekund, af vores rejse. Tusind tak for denne gang, jeg savner hver og et ansigt. TAK!
– Mathias Viberg