Sofie H. J. Madsen

Rejsebrev - Højskole i Udlandet - Sofie Horsager Jarl Madsen

Nu starter et af mit livs rejseeventyr. For mig, som er en helt ny og uerfaren backpacker. Men også for mig, som er eventyrlysten og med forhåbning om, at de næste 3 måneder vil blive fyldt med oplevelser, minder og erfaringer for livet.

Spændt, nervøs og forhåbningsfuld blev jeg helt fra Kastrups Lufthavn til Kathmandus livlige gader overrumplet af følelser og tanker, og af min helt nye virkelighed. Nu er jeg på højskole. Jeg er på grupperejse. Jeg står midt i Asien. Jeg er først hjemme igen hos min familie til jul. Jeg er omringet af 30 nye mennesker, der forhåbentlig snart bliver til nye venner. Vi skal på et rejseeventyr og sammen besøge 4 lande. Vi har pakket rygsækken, som er klar til at blive overfyldt med souvenirs og fantastiske oplevelser.
Og særligt det sidste har vi fået mange af.

Fra Kathmandus gademylder, hvor vi fik stiftet bekendtskab med Asiens kaotiske trafik. Pokharas adventure, hvor vi paraglidede og river raftede. Vi har oplevet den indisk/tibetanske historie og kultur, og mødte selveste Dalai Lama, hvor sygt er det lige! New Delhis kaos, hvor kø-kultur er et ukendt ord, men hvor maden er fantastisk. Ha Long Bay og Sa Pas storslåede natur, som bare sparker røv. Koh Lantas eksotiske ø-oplevelser og Bangkoks livlighed.
I Thailand kulminerede det hele for mig, på et enkelt øjeblik som gerne må vare en evighed. Nemlig fællesskabet, højskole-stemningen og følelsen af at høre til og blive holdt af. Selvom jeg godt ved, at et øjeblik ikke varer evigt, er jeg sikker på, at følelsen vil følge med mig for evigt!

Sidst med ikke mindst, så sidder jeg med en følelse, der overtrumfer dem alle. Nemlig taknemmelig. Jeg er evigt taknemmelig for at jeg tog chancen og sprang ud i eventyret. Jeg er taknemmelig for mine nye rejse-erfaringer, sociale erfaringer, alle oplevelserne, alt læringen, alle de søde mennesker og vores mod. Modet til at springe ud i det. Modet til at dele både de sjove, vilde, flotte og unikke oplever, men også de sårbare tider. Det er det højskolelivet og grupperejse handler om for mig.
– Sofie Horsager Jarl Madsen