Fælllesskabsfølelsen i første friuge

Tilbage i februar 2017 begyndte vores første friuge i Costa Rica. Efter tre uger med undervisning i ”Projektstyring & Teambuilding”, skulle vi ud og stå på egne ben i en uge, hvor vi havde mulighed for at gøre hvad vi havde lyst til, inden vi skulle mødes igen i Nicaragua.
Vi sagde farvel til vores destinationsledere, brøleaberne og det brusende Caribiske hav, som vi havde delt hverdag med de sidste 3 uger.
Med resten af holdet steg jeg på en bus, der tog os på tværs af landet op til den tågeskov, som Monte Verde er indhyllet af. Monte Verde er en rigtig hyggelig by, der ligger højt oppe i bjergene. Højdeforskellen gør, at temperaturen falder betydeligt og vi skulle pludseligt grave dybt i vores backpacks, for at finde de varme sweatere frem.

Med frisk vind i ansigterne og kold luft i lungerne, var vi klar til at tage hul på lørdagens begivenheder, der bestod i at udforske nogle forskellige områder af Monte Verde, der udover at bestå af smuk natur, også bestod af masser af muligheder for ekstremsport.
For er der nogen bedre måde at sige: ”Se os, vi er selvstændige” på, end ved at lave en masse farlige ting og rykke grænser? Nej vel!

På trods af, at vi allerede var kommet ret godt ind på livet af hinanden i de tre uger i junglen, opstod der et vildt fællesskab, der nåede helt ind i de dybeste afkroge af holdet, da vi alle sammen stod dér iført seler og hjelme – klar til en dag med adrenalin!

Vi startede dagen stille og roligt ud – først havde vi 16 ziplining ture, der strakte sig over 3,2 kilometer skov, kløfter og smuk natur. Derefter havde vi et Tarzan-swing og som afslutning – høj på livet og energien fra gruppen – valgte lidt over halvdelen af os, at lave et 143 meter højt bungy jump.

Til hoppet blev vi delt op i grupper af 3 personer, og sammen satte vi os op på – hvad mest af alt lignede en lille havebænk – i en gondol, og blev så hejst ud til det sted midt i ingenting, hvorfra man skulle springe. Jeg var den første af os tre i gondolen der skulle hoppe, og derfor også den første til at blive spændt fast i fødderne – ærlig talt, så var jeg sikker på, at de bare spændte os fast med velcrobånd! Men, noget tyder på, at der nok også har været nogle andre spænder og sikkerhedsforanstaltninger involveret, for vi klarede alle springet.

Jeg trippede stille hen mod kanten, mens en af mændene sikrede sig at mit GoPro sad ordenligt på hjelmen og den anden fortalte mig at de ville tælle til fem og så skulle jeg hoppe. Som jeg stod der, med regnen i ansigtet og bankene hjerte, har fem sekunder aldrig gået så langsomt. Jeg følte tiden stod helt stille. Hvilket straks blev ændret da jeg hoppede ud – for i frit fald 143 meter, går alting meget hurtigt!
Da elastikken var spændt helt ud og jeg hang med benene i vejret, kiggede jeg ned og nød udsigten over de grønne træer og bakker – indtil jeg begyndte at snore rundt og små panisk forsøgte at fange det reb de havde kastet ned til mig, så jeg kunne spænde mig selv fast og blive hejst op igen. Sikke en oplevelse!

Da vi alle havde hoppet og var tilbage på vores hostel, blev jeg fyldt med taknemmelighed. Ikke kun fordi jeg var glad for stadig at være i live, men også fordi fællesskabet havde været meget stærkt hele dagen. Oplevelserne havde bragt os tættere på hinanden – for intet sætter gang i fællesskabet, som når man skaber en fælles historie og laver noget livsbekræftende og helt vildt – særligt hvis man ved, at ens mor ikke ville værdsætte det særlig meget.

Selvom det allerede er ved at være lang tid siden, så kan jeg stadig huske følelsen og glæden jeg fik af at være sammen med holdet den dag. En følelse der kun blev stærkere og stærkere jo længere tid vi var af sted sammen. Og desuden så synes jeg personligt, at det er ret fedt at kunne sige at jeg har bungy jumpet 143 meter. For, som vi sagde på turen – og stadig siger – hvis man kan bungy jumpe, så kan man alt.

Thea Syðradal Lund, Mellemamerika 2017