Fra nervøse sommerfugle til solskin i maven

Fra vi steg ud af flyveren, var jeg bare så ked af det… Sådan lyder første sætning i min dagbog fra højskolerejsen til Mellemamerika. Vi var landet i San José, Costa Rica, og det var her, hele rejsen skulle begynde. Månederne inden afgang var heller ikke ligefrem kendetegnet ved en ustyrlig glæde over at skulle af sted, og jeg blev mødt med det samme udbrud igen og igen: “Årh, Cecilie – glæder du dig ikke helt vildt, til du skal afsted? Det er jo lige om lidt!”
Jeg kunne sagtens forstå entusiasmen i folks stemmer – jeg ejede den bare ikke selv. Tanken om opholdet gav mig nervøse og ikke så rare sommerfugle i maven. Nervøse, fordi jeg efterhånden ved, at begyndelser har det med at være svære for mig. De mange nye indtryk hober sig op indeni, og det kan være ret så opslidende hele tiden at være ”på” på den måde, investeringen af dig selv i et nyt fællesskab kræver. Min genopladning, efter dage hvor man skal give så meget af sig selv, har altid været lig med at komme hjem, lukke døren bag mig og puste ud hos min familie – men det ville jeg jo af gode distancemæssige grunde ikke kunne komme til. Transporttiden frem og tilbage fra Mellemamerika til Danmark ville i hvert fald få fredagskøen på E20-motorvejen til at ligne et mindre Formel 1. Og hvad nu, hvis folk tænker, jeg er uinteressant? Hvad nu, hvis jeg ikke ”passer ind” nogle steder? De nervøse tanker overskyggede i den grad. Jeg havde enormt svært ved at se frem til det, der ellers lød og så ubeskriveligt dejligt ud. Hvorfor er det egentlig lige, du har valgt at tage af sted, hvis selve tanken om rejsen går dig så meget på, kan man med god grund spørge sig selv. Tja, jeg var nervøs, men vidste samtidig, at der ikke var et alternativ. Jeg skulle med på den tur.

Tirsdag den 16. januar 2018 hoppede jeg så i mine elskede smækbukser og kørte fra Odense til Københavns Lufthavn med mine forældre og lillesøster. Opholdets to første uger var for mit vedkommende præget af følelsen af at være “fyldt op”, indimellem tårer og ja – trist dagbogsskrivning. Tankerne, jeg havde haft om den svære start, var ikke længere kun tanker. De var en costaricansk virkelighed. Men… lige pludselig (og efter gode snakke med destinationslederne) blev de to hårde uger skiftet ud med 11 ugers tryghed, hyggelige aftener, lykke helt ud i fregnerne, høje grin, farverig mad, store udfordringer, kendskab til andre kulturer, gode venner, taknemmelighedsfølelse, solskin i maven og for lidt søvn. Nu, hvor vi er kommet hjem, muliggør venskaberne, at vi i fællesskab kan mindes og fremkalde det, vi havde sammen på turen, men i høj grad også skabe et nyt nu-er-vi-kommet-hjem-bånd hinanden imellem. Jeg føler mig privilegeret over at have været – og stadig være – en del af alt det.

Følelsen af at være heldig, af at være taknemlig over muligheden for at opleve verden, slog sig faktisk dybt ned i mig på turen til Mellemamerika. Ligesom meget andet fra rejsen er det svært at forklare med ord. Det er bare så smukt at blive overmandet af den lykke, du mærker, når du helt spontant tager med to gode højskolevenner ud i byen en aften for at drikke øl og eksotiske drinks på den ene hyggelige og halvmørke bar efter den anden. Den lykke, du mærker, når solen er dit vækkeur, fordi du sammen med højskolevenner har ligget i ske hele natten på et par madrasser på jeres egen tagterrasse i Nicaragua. Den lykke, du mærker, når du efter at have hiket – og hevet efter vejret – i flere timer op ad en vulkan, lige akkurat når at se den solnedgang, du sammen med den mindre gruppe højskolevenner kom efter. For derefter at falde sammen af udmattelse i en soveposerundkreds, mens I drikker medbragt (og -slæbt!) mad og rødvin i lyset fra en anden god ven, lommelygten. Den lykke, du mærker, når alle er samlet til lokal fodboldkamp i Guatemala med kinderne malet i klubbens farver, og I med entusiasme prøver at sende de samme heppende gloser ind på banen, som de spansktalende fans gør det med stor iver og overbevisning. Eller den lykke, du mærker, når det efter en svær start på hele turen går op for dig, at du nu ikke længere ville ønske, du var hjemme. Og dine nye venner omkring dig med både ord, tårer og tætte kram giver udtryk for, hvor glade de er på dine vegne. Det er så stort, det er så fint. Det er så rørende. Og det var alt sammen medvirkende til, at de ikke så glade dagbogstoner efter et par sider forvandlede sig til: Det her er virkelig godt. Øj, jeg føler mig ægte glad og taknemlig!

Psst psst (og PS)… et lille tip: overvej at skrive dagbog! Det er altså ret vildt at kunne læse om og med ord se den udvikling, du mærker i egen krop.

Cecilie Schjødt
Elev – Mellemamerika 2018