Fuldtidsfællesskab

Venskab er en sjov størrelse, og venner kommer i alle mulige former og farver. Og så kan man faktisk ikke få nok af dem, de kære venner, selvom jeg næsten fejlagtigt troede, at det var det jeg havde inden jeg tog på eventyr med HÖJSKOLENDK. Jeg gav det ligefrem en del tanker da rejsen, og alt det jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente mig af, kom lige tæt nok på. Jeg mente pludselig, at jeg havde det fint nu og der hvor jeg var, på trods af, at mine tanker ugen forinden havde kredset om kedsomheden og følelsen af at sidde fast – alt det der fik mig til at tilmelde mig rejsen.
Og hvor jeg dog ofte takker mig selv for det. Den dag i dag, ville jeg under ingen omstændigheder være foruden de venskaber og det stærke fællesskab, vi alle var med til at skabe.

Vi var sammen konstant. 26 mennesker. 24 timer i døgnet, 168 timer om ugen, og på tre måneder; 2.016 timer.
Av min arm, kan man tænke, og så må man gå lidt for sig selv. Det er nemlig helt okay og bestemt gavnligt, hvis ikke alle skal ryge i totterne på hinanden. Når man så har ”alenet” den for en stund, kan man gå tilbage til de søde mennesker, som man nu igen kan holde ud at kigge på – og i virkeligheden slet ikke kan holde sig fra. For utroligt hurtigt sker det, at man begynder at holde af hinanden og selskabet.

Vi fik virkelig bygget noget helt særligt op. For det var fuldtid, og vi kunne ikke bare tage hjem på weekend eller til jul. Og så havde vi hinanden at støtte os op ad, hvis længslen hjem skulle melde sig. Vi så hinanden i alverdens underlige og uforudsigelige situationer, og gjorde altid vores bedste for at grine gennem dem alle sammen.
Netop de situationer og vores måde at takle dem på, var jo med til at smede os sammen. Det var så enormt fascinerende, at mærke hvordan fællesskabet hele tiden udviklede sig, fordi vi gjorde det. Jeg lærte efterhånden nogle grænser og behov at kende hos mig selv, hvilket gjorde at jeg lettere kunne sætte mig ind i de andres. Og mens det skete gik vi fra at være venner, til at blive en lille familie. Vi var en del af hinandens udvikling. Og på den måde blev det bare utroligt smukt og ærligt, og fuld af plads til skævhed og normalitet.

Jeg har ganske simpelt aldrig oplevet noget lignende og sidder stadig med samme enorme følelse af respekt og kærlighed til min højskolefamilie, som dengang jeg tilbragte hver vågen time med dem.

Jeg har intet andet end kærlighed tilovers for alle dem, der har haft så kæmpe indflydelse på min udvikling.
Pernille Østergaard – Elev ‘Indien, Nepal & Thailand’