Kulturmøder, dagbogsskriveri og det der imellem

Jeg er lige flyttet til København efter at have brugt min barndom i det sydlige Jylland. Jeg cykler gennem Københavns gader og nyder synet af søerne, og griner lidt for mig selv over hvor travlt alle har det. Selv cyklede jeg hjemmefra i god tid og har derfor overskud til bare at lægge mig inderst på cykelstien og lade folk overhale mig med en fart, der kun burde være tilladt i biler. Det er november og gadelygterne er tændt, butikkerne reklamerer for ”Black November” og de flittige offentligt ansatte hænger de sidste julekæder op mellem facaderne på Strøget. For første gang i to år, skal jeg ingen steder hen på den anden side af julen. Jeg skal bare arbejde mens universitetet holder lukket og alle går på januar kur.

Selvom jeg har boet i København i snart 3 måneder, er der stadig mange nye indtryk hele tiden; hvilket ofte får mig til at tænke på de mange nye indtryk der konstant var i Mellemamerika. Jeg skrev dagbog på hele turen og har derfor stadig de rå og ufiltrerede tanker, førstehåndsindtryk og kulturchok.

Søndag den 29. januar 2017, Puerto Viejo, Costa Rica
”Vi har i dag hiket gennem en nationalpark. Vores guide gik rundt uden sko på, fordi han mente det var den bedste måde at mærke naturen på. Han fortalte også, at han havde tømmermænd fra den fest han havde været til det meste af natten. Han virker som typen der har forstået ”Pura vida” (det rene liv). Han omtalte skovens slanger, edderkopper og andre krybdyr som sine venner og vidste præcis hvor han skulle finde dem. Skovmand level 100.
På turen hjem pressede vi 13 mennesker ind i en meget lille taxa og hørte spansk musik med høj bass, hele vejen hjem til vores bungalows.”

En barfodet guide, der lige har rejst sig fra morgenfesten, for at gå gennem en skov med en flok unge mennesker. Jeg tvivler på at den var gået i Danmark.

Søndag den 19. februar 2017, Leon, Nicaragua
”Vi har endnu en rejsedag foran os. Delte en en-mands seng med min veninde CC, fordi vores hostel ikke havde nok senge alligevel… Vi tog en Tica bus mod Managua. Tica-busserne er de lokales bus, hvilket betyder at den koster ca. 3 dollars – uanset afstanden, og så smider de bare ens backpack op på taget, sammen med de lokales høns og andre varer der skal sælges på markedet. Bussen brød sammen 12 km uden for byen – men de lokale var helt vildt flinke og hjalp os hen til den næste busstation, hvor de sikrede sig, at vi kom med den rigtige bus.”

Periodisk stopper togene rundt omkring i Danmark med at køre, hvilket ofte skyldes sne på sporet eller et træ der er faldet ned. Når det sker, bliver mange mennesker utålmodige og sure. Det kan virke som verdens undergang, at komme 30 minutter for sent frem og mange gør alt hvad de kan for at finde hurtigere alternativer. I Nicaragua, er der sjældent et alternativ, så man tager det bare som det kommer.

Torsdag den 30. marts 2017, Xela, Guatemala
”I dag er det Danni-dag (vores underviser). Han skal desværre snart videre og sprede glæde på et andet ophold, så vi laver noget ekstra hyggeligt for at tage afsked med ham. Vi tog alle sammen op til en restaurant på toppen af et meget højt bjerg, hvorfra der var den skønneste udsigt over hele byen. Der nød vi hinandens selskab og spiste god mad. Tilbage på vores tagterrasse var CC og jeg værter for en god omgang ”love-bombing”, hvor alle fik mulighed for at overøse ham med kærlighed, sange og en masse gode snakke.”

Jeg har gennem min skoletid haft nogle dejlige lærere. Men jeg har aldrig haft en lærer, som jeg har lavet sange til, eller virkelig har frygtet at jeg ville savne senere hen. Men de undervisere man har med, brænder så meget for deres fag, at de gør hver dag til en leg. De bliver ens rigtig gode venner og er nogen man også holder kontakten med efter hjemkomsten – de inspirerer os, forstår os og er meget mere på bølgelængde med os, end hvad gode gamle matematik-Dagny nogensinde var. Jeg ville også have svært ved at forestille mig, hvordan en hel klasse ville være stillet op foran deres matematiklærer og give hende en omgang ”love-bombing” – som er en form for taknemmelighedsrunde, hvor man fortæller alle de gode ting man elsker og værdsætter ved personen. Men ved en af vores undervisere på opholdet, var det noget af det mest normale at skulle sætte ord på, hvor meget de egentligt betyder for os.

Jeg er taknemmelig for at have fået lov til at opleve alle kulturforskellene, kærligheden og fællesskabet.

Jeg parkerer min cykel ved siden af Studenterhuset, og glæder mig til at skulle ind og deltage i endnu et infomøde med HÖJSKOLENDK, hvor jeg kan fortælle andre unge om mine oplevelser. Jeg går op ad trapperne og bliver modtaget med glædessmil og kram.

Thea Syðradal Lund
Elev – Mellemamerika 2017