Ordbogen

”Hey mutanter, kan se nogle af jer kæmpede lidt med fantasimonstre i dag – lad os lige tjekke ind; kom I for langt ud i udviklingszonen? Eller vil I hellere vente, med at gøre det, til højskoleaften? I forvejen har vi jo planlagt rouladekrammer, og nårh ja, det skal vi lige huske at poste på Instagram med #dererenminionpåtrappen”

Giver det her ingen mening for dig? Frygt ej! Det giver højst sandsynlig ikke mening, før du har rejst med HÖJSKOLENDK. Men her vil du møde disse ord og finde deres betydning, samt finde jeres egne interne på holdet. Er du nysgerrig nu? Måske som kommende elev, eller tidligere elev der trænger til et ”trip down memory lane” så læs med, for her kommer verdens første;

HÖJSKOLENDK/DANSK ordbog:

At tjekke ind -er vildledes man nok til at tænke på lufthavne, bagage og en sur lufthavnsansat der uinteresseret ekspederer dig, men det er det på ingen måde. Det handler i stedet om følelser, og om at kende hinandens placering i fællesskabet. Dette sker oftest om morgenen, alle tilkendegiver, på skift, hvordan de har det. Intet er for stort eller småt til at nævne. På den måde får man et godt indtryk af, hvordan hver enkelt har det den pågældende dag.

Fantasimonstre – se dem kender vi alle til, men modsat dem fra barndommen gemmer de sig ikke længere under sengen, nej nu lever de i vores hverdag, og kigger ofte frem. De kan være alt fra højdeskræk, eksamensangst, at være mørkeræd og ideen om at ikke være ”god nok”. Man stifter helt sikkert bekendtskab med et fantasimonster (eller femten) på en rejse, men det vigtigste er, at turde kigge dem i øjnene, og vide at de ikke er ægte.

Højskoleaften – den hyggeligste aften på ugen! Hele holdet samles her, spiser som regel sammen, og laver derefter en fælles aktivitet. Dette kan være alt fra spil, quiz og lege, til historiefortællinger eller dybe snakke.

Mutanter – ingen kender måske helt oprindelsen af dette kælenavn, men det korte og det lange er at alle, både nuværende og tidligere, HÖJSKOLENDK-elever kaldes dette.

Rouladekrammer – en helt særlig krammer; her holder alle hinanden i hånden, og former en lang kæde. Derefter ruller personen i den ene ende sig ind, og alle følger langsomt med, indtil man har en kæmpe spiral af folk der alle krammer – det er ren kærlighed!

Undervisning – se det skulle man jo tro man vidste hvad var, men nej! For hos HÖJSKOLENDK fungerer undervisningen på ingen måde, som man normalt kender undervisning. Det er undervisning med kroppen forrest, med leg og modet til at fejle, det er noget af det mest givende undervisning jeg har oplevet.

Undringsfællesskab – Når vi undrer os sammen, tør at udvikle os, er nysgerrige på stort og småt, ja så opstår undringsfællesskabet. Her er plads til alle, og respekt er alfa og omega.

Zoner – vi har alle zoner, i forhold til alt vi foretager os. Laver vi noget vi er helt komfortable med, befinder vi os i den inderste zone: tryghedszonen. Her udfordrer vi på ingen måde os selv, og udvikler os sjældent ret meget. Kommer vi lidt længere ud, udfordrer vi os selv, enten fysisk eller psykisk, måske begge dele – ja så befinder vi os i udviklingszonen. Jo flere gange vi kommer herud, jo større chance er der for at udvikle os, og måske hive noget derfra med ind i vores tryghedszone. Den sidste zone er panikzonen, og her bør vi ikke befinde os. Her kan vi ikke længe kontrollere os selv, vi handler ulogisk og er højst sandsynligt meget bange. Har man alle tre zoner for øje, på sin rejse og i livet, er der kæmpe mulighed for stor personlig udvikling.

# – hvert hold skaber deres eget hashtag, dette opstår tit spontant i hverdagen, det kan være en siger en sjov sætning, en intern joke, eller noget andet der kendetegner holdet. Man har dermed det underligste hashtag, stående på alle ens rejsebilleder og kan altid let finde hinandens billeder.

Giver alt dette mere mening nu? Hvis ikke må du jo bare se at tilmelde dig et ophold, så skal det nok komme helt af sig selv.

Mathilde Skadhede
Elev – USA, Canada & Mexico 2018