På den anden side af jorden

Jeg vågnede en halv time, før de andre havde planlagt at ville vække mig. Som et 4-årigt barn lå jer der, med sommerfugle i maven, i en vakkelvoren køjeseng, på et hostel i San Diego. Det fyldte meget inden jeg tog afsted, det der med at være så langt væk, lige på dén dag. Pludselig åbnende døren, og 18 mennesker stod nu rundt om min seng, og sang ”I dag er det Mathildes fødselsdag, hurra hurra hurraaaa!”

Jeg havde haft så mange tanker før afrejse. Hvad så hvis jeg bliver syg? Hvis jeg får hjemve? Jeg har fødselsdag undervejs, kan de fejre mig ordenligt? Og tænk lige hvad jeg går glip af hjemme i Danmark! Der var pludselig meget langt hjem. Tanken om, at jeg sad på den anden side af jorden, virkede faktisk helt surrealistisk og utrolig angstprovokerende.

Tanker som disse plagede mig meget, inden jeg tog afsted, og held i uheld endte jeg på min rejse i alle ovennævnte situationer. Det hele virkede så meget mere uoverskueligt, hvis jeg fokuserede på, at jeg netop var på den anden side af jorden. Da jeg fik 40 i feber, og var for svag til at stå op i 3 dage, var Danmark og mors omsorg alt for langt væk.

Men heldigvis var jeg jo ikke alene, på den anden side af jorden. Jeg havde mine højskolevenner, der efterhånden var blevet min familie. De lavede te til mig, købte snacks og nussede om mig. Og vupti, glemte jeg alt om at være så langt væk hjemmefra.

Hvis jeg derimod lagde vinklen, ”Wow, tænk hvor heldigt, at jeg er helt omme på den anden side af jorden, og med disse dejlige mennesker!” Ja så var afstanden faktisk minimal. Og ”alt det man går glip af” eksisterede slet ikke – tværtimod, så stod det meste faktisk stille derhjemme.

Vi sad på et stykke græs ved siden af vores hostel, solen bagte allerede ned. Om lidt stod den på surfing, før et brag af en fødselsdagsfest for mig. Stefan, vores destinationsleder, havde sat lidt rolig musik på, og vi skulle nu tjekke ind, med hvordan vi havde det.

Som jeg sad der, og kiggede rundt, til de stille toner af Coldplay, begyndte jeg at græde. Det hele var så smukt og rent, fyldt op af kærlighed. Min stemme knækkede selvfølgelig, da det blev min tur, men jeg forsatte, grebet af et af de dyrebareste øjeblikke i mit liv: ”Jeg er så taknemlig over at være her. Tænk at man kan have fødselsdag på den anden side af jorden, og slet ikke savne Danmark. Tak for jer.” Og pludselig var den anden side af jorden slet ikke surrealistisk, men faktisk helt uendelig perfekt.
Mathilde Skaldhede – USA, Canada & Mexico 2018