Toblerone

Når man kommer tilbage fra morgenmad i byen, så står det lige dér. Ganske som det sikkert længe har gjort, og uden tvivl endnu længere fortsat vil gøre: Tobleronebjerget i morgenskær. Hver dag smukkere end nogensinde før, og bestemt ét til billede værd. Ja, forestil Jer lige et sorteringsarbejde.
Tobleronebjerget fik det meget simpelt lov at hedde fordi det havde en spids top, det ragede en smule højere end de omkringliggende bjerge og så var det bare en reference, vi alle kendte.

Nepal er, som nogen måske ved, første destination på Indien, Nepal & Thailand opholdet. Derfor var jeg og mine rejsefæller på daværende tidspunkt ganske nye for hinanden. Alligevel var vi nået over ”og-hvor-kommer-du-så-fra?”-stadiet, som udspillede sig forholdsvist hurtigt efter navnerunden. Her begynder man gerne at tale om vejret – hvor alle ligesom kan være med. Desværre er det en ret kort fornøjelse, for mere kød er der helt enkelt ikke på emnet. Men nogle minutter er stilheden da sat i bero.
Og SÅ er det desperationen slår ind: Hvad fanden skal vi nu snakke om? Ja, undskyld mig.
Helt febrilsk leder man og tager det første, det største og det bedste. Tobleronebjerget stod for skud. Og sådan blev det altså ret hurtigt en fællesnævner. For flotte ting kan man tale længe om.

Efterhånden gik dagene, som den slags jo gør, og vi befandt os pludselig midt i en hverdag af oplevelser og indtryk. Vi var begyndt at skabe minder. Selvom vi kun vagt ænsede det.
I samme takt, fandt samtalerne helt naturligt deres egne ben at stå på. De behøvede ikke længere den førstehjælp, Tobleronebjerget i begyndelsen havde ydet. Men selvom det ikke længere var samtalens åbenlyse omdrejningspunkt, dalede bjergets værdi aldrig. Ikke hos mig i hvert fald. Lige så solidt det stod plantet i horisonten, lige så klart har det siden stået malet på min nethinde. Lidt som noget håndgribeligt, jeg har hængt mine minder til tørre på. For der er ved Gud mange at finde rundt i, men ikke ét jeg uden videre vil forære til glemsel.

Jeg vil gerne tilbage. Allerhelst sammen med de højskolehoveder, jeg lærte at kende lige dér – dem har jeg også hængt mange minder til tørre på. Jeg klar over, at meget kan have forandret sig siden engang, men jeg finder ro og smil i visheden om, at Tobleronebjerget stadig står plantet i horisonten den dag, jeg igen skal finde min vej hjem fra morgenmad i Pokhara.

Pokhara, Nepal

Pernille Østergaard
Elev – Indien, Nepal & Thailand