Ude godt, men hjemme bedst?

Jeg har altid haft et ambivalent forhold til det udtryk. ”Ude godt, men hjemme bedst”. Det er jo ude, at alt det nye sker. Ude alle oplevelserne finder sted og det er helt klart også ude, at solen varmer mest og havet har den flotteste, blå farve. Men hjemme er også dejligt. Hjemme er tryghed, hygge og familie. Alt det man kender og holder af. Hjemme er tilhørighed.

Hvem skulle have troet, at ude og hjemme kunne forenes så smukt, som under et rejseophold med HÖJSKOLENDK? Ikke jeg hvert fald.

For præcis tre år siden lagde jeg de sidste ting i tasken. Det sidste par shorts, de sidste par strømper og den slidte, men, selvfølgelig, helt uundværlige fodboldtrøje. For hvordan får man pakket tre måneder af sit liv ned i én taske? Hvordan skal man få den følelse af hjemme med sig ud i verdenen – når man allerede er presset på pladsen grundet de tusinde sommerfugle der flyver rundt i maven? Det er alt andet end nemt. Pakkelisten revideres dagligt, og tasken som var købt lidt for stor, så der var plads til souvenirs, er pludselig proppet helt til randen inden man overhovedet er nået ud af hoveddøren. Okay, tænk dig om. Pandelampen ér altså vigtigere end den tyvende t-shirt, som egentlig ligner alle de andre alligevel. Sådan. Fornuftig beslutning.

Ud og afsted. Yes – endelig. Eventyret venter; nye oplevelser, nye kulturer, nye dufte og nye bekendtskaber. Årh, sommerfuglene knuder sig sammen i maven. Nye bekendtskaber. Intet mindre end 25 nye mennesker, som de næste tre måneder skal tilbringes med, dag ud og dag ind. Hvad nu hvis de ikke kan lide mig? Hvad nu hvis jeg ikke passer ind? Hvad nu hvis. That’s it, jeg tager den sidste t-shirt med alligevel.

Det første ude er, at gå ud ad hoveddøren. Det næste er farvellet med familier og venner. Det vildeste er at stå i lufthavnen, omringet af disse kommende bekendtskaber, knuge sig til sin taske, hvis tyngde næsten vælter en bagover, og vide, at der går intet mindre end tre måneder før man er hjemme i Danmark igen. Det næste ude er at lande i et helt andet land, en helt anderledes by.
Vi landede i New York en sen aften. Pludselig var vi fordelt på værelser. Pludselig stod vi midt i Central Park med to hunde på ryggen og pludselig var der fælleskrammer og grin der varmede helt ind i sjælen. Pludselig var vi en samhørighed, lige der midt i New York, langt væk fra hjemme. Hvor hurtigt det rent faktisk gik, forbløffer mig stadig. Hvem skulle have troet, at det at lede efter en død flue i en by som New York, kunne være startskuddet for så nære nogle venskaber. Igen, ikke jeg hvert fald.

Forestil dig at vågne til lyden af alt fra en stille melodi, til en alarm-lyd der kun burde høre til i beredskabet. På ét værelse, i ét hus, på en bjergside – i Hawaii, godt 11.000 km væk fra lille Danmark. Få smidt sig selv nedenunder, møde de andre trætte øjne, en der løber en morgentur, og samles om havregrynene. 26 vidt forskellige morgenrutiner, samlet og forenet, side om side, i… Ja, i ét hjem.

Det er en helt ubeskrivelig følelse. Følelsen af at vågne til lyden af et æsel der kalder på sin gedeflok (ja, det er faktisk en ting i den Caribiske regnskov), se solen danse gennem myggenettet og mærke varmens ankomst – og ikke kunne tørre smilet af. Stå op, gå igennem nogen af de smukkeste nuancer af grønne farver og samles om morgenbordet. Kigge op fra tallerkenen og smile endnu mere – hele familien er samlet.

En varm, sjov dag; frivilligt arbejde hos nabo-farmen. Når der kan synges om at hive i lianer, grines af at samle grisehegn, konkurreres i at samle affald og samarbejdes om at flytte potteplanter – så er livet rart. Når man kan sidde i en rundkreds midt i bambuslunden, glæde sig til undervisningens start, lytte opmærksomt, mærke eftertænksomt og lade tårerne trille i fællesskab – så er livet smukt.

Samles under stjernerne, åbne sig op og fortælle åbent og ærligt – tryg, i fællesskabets selskab.

Morgenrutiner, fester, vasketider, hygge-snak. For nyligt lærte jeg begrebet fuldtidsfællesskab at kende. Jeg synes det er helt perfekt. At rejse med og i et fuldtidsfællesskab. At høre til. At opleve. At dele. Alt fra tallerkenen for at spare på opvasken, til følelsen af at sidde med benene ud af et fly. En-to-tre-NU, SPRIIING!
Hvem havde troet jeg skulle springe ud fra et fly? Ikke jeg.

Sidde tæt samlet i en gammel taxa på vejen hjem. Glade og trætte efter en dag fuld af oplevelser. Alligevel skal der skråles med på den lokale radio jingle. Alle er med. Jeg kan stadig genkalde den varme følelse. Den følelse af ubetinget lykke og kærlighed. Samhørighed. Lige der, på en selvbenævnt vej midt i regnskoven.
Ude godt, men hjemme bedst! Jeg sætter ikke længere spørgsmålstegn ved udtrykket, men et stort, fedt udråbstegn. Det ér godt at være ude, det er fedt. Det er også godt at være hjemme. Men at være hjemme, ude er helt unikt. At opleve den tryghed. Glæde. Den tilhørighed der er i hjemme, langt ude, på den anden side af jordkloden. I et vaskeægte fuldtidsfællesskab. Med de nyeste og næreste venner. En helt perfekt blanding af nyt og spændende, og trygt og hjemme.

Dén erfaring er absolut det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Punktum.
– Camilla B. Løkkegaard
Elev, Caribien & Hawaii