Agnes Kjøller Lønborg

Hvis jeg vidste hvad der ventede på den ande side af kloden, havde jeg ikke været et sekund i tvivl om rejsen var det rigtige for mig. Trygge Danmark og den hverdag jeg havde opbygget mig med et hjem, familie, venner og et dejligt job skulle fra den ene dag til den anden sættes på pause i 3 måneder, og hvor har det været det hele værd!

Jeg har altid vidst at jeg ville afsted til Latinamerika, så jeg kunne bygge videre på mit gymnasie-spansk, og få følelsen af at noget man har lært på skolebænken rent faktisk kan bruges i livet udenfor: Succesfornemmelsen ved at kunne have en fuldstændig velfungerende samtale med en maya-indiansk kvinde i bussen eller få byens insider-tips fra en taxa-chauffør eller tjeneren fra ens yndlingscafé. Selv dem der ikke kunne andet end ‘hola’ og ‘cerveza’ (hvilket selvfølgelig også er de mest nødvendige ord) kan efter 3 måneder sige overraskende meget, og det er intet problem at bestille mad ude eller snakke med lokale fyre på en bytur. Derfor var det mest spanskundervisningen i Nicaragua der lokkede mig, men jeg fandt hurtigt ud af at ugerne i Costa Rica og Guatemala var mindst ligeså vigtige for mig på opholdet.

Costa Rica vil jeg fremover altid have kært for dets smukke befolkning (både indeni og udenpå) og fantastiske natur, hvor jeg blev undervist i ‘Projektstyring & Teambuilding’ og fik overraskende meget ud af det helt personligt. Samtidigt lærte jeg også at slappe mere af i mig selv: Hvordan man kan give sig selv hen til reggae-rytmerne om natten og afstresse fuldstændigt om dagen på stranden eller på en cykeltur gennem det grønne, hvor det handler om at kigge op og få øje på brøleaber, leguaner og dovendyr – det er rigtigt nok! Nøj, jeg troede virkelig der var smurt tykt på, da jeg læste om “stranden som baghave og brøleaber som naboer” eller om alle de vilde ‘oplevelses-tilkøb’ som jeg troede jeg blev nødt til at vælge og vrage imellem! Jeg ville kunne skrive romaner om hvert et ophold i hvert et land (derfor undskylder jeg også for et længere rejsebrev), men jeg vil anbefale Jer derude at læse om opholdets mange muligheder og prøve det hele på egen krop. Og for Guds skyld medbring en dagbog eller en skitseblok som jeg har gjort for at få alting med! Men pas på, ugerne flyver afsted selvom der sker noget hele tiden, og før man ved af det, sidder man i flyet hjem til Danmark.

Efter 2 uger i Nicaragua kiggede vi alle frygtsomt på hinanden og prøvede at finde ud af hvordan det kunne føles som om at vi ankom til byen for et par dage siden. At bo i storbyen León stod i stor kontrast til vores stille og rolige junglehjem i Puerto Viejo, for her skulle vi for alvor huske at sætte farten ned en gang imellem. Vi fandt hurtigt byens absolut bedste kaffebar/café, den kolde biograf, så man kunne køle ned til en premierefilm for lidt under en dansk 20’er, og så har vi ellers brugt dage på byvandringer og butikker. I skrivende stund kan jeg slet ikke huske hvad der fik tiden til at gå så hurtigt, men det er vel fordi jeg slet ikke har medregnet spansk-skolen om formiddagen og den efterfølgende strandtur (da skolen lå ved stranden fik vi både midtby og strand hver dag i Nica).

Det gælder om at nyde hvert sted fuldt ud og udnytte alle muligheder man har (og så meget man nu kan overskue). For at sætte det hele lidt i perspektiv, har jeg i løbet af de 3 måneder været i 17 forskellige byer og sovet i 14 forskellige senge i 5 forskellige lande. Så selvom der kun er fastsat 3 byer i 3 lande, skal det jo bare ses på som toppen af isbjerget. På en måde har de 3 lande hver vist forskellige sider af Mellemamerika, og her var det Guatemala, der gjorde det kraftigste indtryk med den undertrykte maya-befolkning, som vi i en weekend endda også fik muligheden for at bo hos og deltage i en maya-ceremoni. Derfor giver det god mening, at det var i dette land vores dejlige destinationsleder Sarah underviste i kulturforståelse, som vi så kunne benytte os af iblandt lokalbefolkningen. Og så var der selvfølgelig også frivilligt arbejde, hvor jeg var engelsklærer for børn i alderen op til 14 år, der trods deres ihærdighed, lærelyst og 3 års undervisning i skolen, endnu ikke havde lært det der ville kunne forventes af en dansk 4.-klasse. Som tak fik de da også lært mig lidt k’iche, som man stadig taler i de maya-indianske hjem.

Min rygsæk til hjemrejsen er blevet fyldt op med souvenirs til dem der hjemme og jeg har personligt fået meget mere ud af rejsen end, hvad der bare kan hives ud af bagagen. At rejse nordpå fra Costa Rica til Guatemala, fra den caribiske kyst til Stillehavskysten og fra havet til bjergene har været meget mere end jeg troede jeg havde meldt mig til dengang i oktober. Og hvis nogen havde fortalt mig jeg kom til at bruge rundt regnet 82 timer på at rejse igennem alt det (120 timer og 35 min inkl. fly), havde jeg ikke troet at den lille del af verden ville betyde så stor en rejse. Nu vil jeg snart genoptage hverdagen derhjemme, men med ny indsigt og selvfølgelig også blod på tanden til resten af verden forude.