Anne Haubjerg
Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville ud at se verden i mit sabbatår. Jeg vidste bare ikke, hvem jeg skulle tage afsted med, hvor i verden jeg ville rejse hen eller hvad jeg ville ud at se. En dag fandt jeg HÖJSKOLENDK’s brochure på min skole, og jeg var solgt på ganske få sekunder.
HÖJSKOLENDK kunne give mig en kombination af alt det, jeg godt kunne tænke mig – nye venskaber, udlandsrejse, oplevelser, anderledes kulturer og sikkerhed ved at rejse med en gruppe.
De sidste tre måneder har jeg fået alt det og meget, meget mere. Jeg har lært mig selv og mine nye venner meget bedre at kende gennem faget “Projektstyring & Teambuilding”, hvor vi har lært at arbejde sammen gennem leg og forskellige øvelser. Jeg har lært spansk, som jeg især skulle bruge, da jeg en weekend boede hos en mayafamilie. Men også til almindelige dagligdagsting som at handle på markeder og bestille mad på restauranter. Jeg har haft Kulturforståelse og forstår nu bedre, hvorfor vi reagerer, som vi gør, når vi møder andre mennesker med forskellige baggrunde og ressourcer. Derudover har jeg hjulpet på et projekt i “Frivilligt arbejde”, hvor jeg var med til at genplante skov samt samle penge ind, da de kun har ganske få ressourcer og muligheder.
Mine grænser er blevet rykket uendelige længder – både personligt, men også hvad angår min højdeskræk. Jeg har altid været meget bange for højder, men alligevel kastede jeg mig ud i et 143 meters frit fald, da jeg bungyjumpede i Costa Rica. Jeg har fået udvidet min tryghedszone, og jeg tror, det er derfor, jeg tog det vilde spring.
Jeg har oplevet de vildeste kontraster i de lande, vi har boet i.
I Costa Rica boede vi i regnskoven lige ned til vandet, hvor vi var omringet af brøleaber, myg og edderkopper. Kun 4-5 km. derfra lå Puerto Viejo – en lille by fyldt med lækre surferdudes og fantastisk reggaestemning.
I Nicaragua var det vanvittigt varmt. Vi boede i Leon, som er en hyggelig by omringet af vulkaner, hvor vi besteg to af dem. Den ene vulcanoboardede vi ned ad og ved den anden stod vi og kiggede direkte ned i det flydende lava.
I Guatemala boede vi i en mayaby med de mest imødekommende og nysgerrige mennesker, jeg længe har mødt. Det var derfor skønt at få lov til at hjælpe dem med at plante skov, passe børn, hjælpe de hjemløse hunde og lære børnene engelsk.
Det værste ved vores højskoleophold var, at det også skulle have en ende – men heldigvis ikke helt. Lige nu sidder jeg i flyveren og ser frem til alle de genforeninger, vi allerede har aftalt, som fx fællescamp på Roskilde Festival, fejring af fødselsdage, HÖJSKOLENDK’s store reunionfest og meget mere.
I dagene op til afrejsen var mine tanker i krig med sig selv, og i et kort øjeblik var jeg ved at overveje, om jeg overhovedet havde mod på at tage afsted… Men gør det! Tag afsted! Det er det bedste, du kan gøre for dig selv på alle tænkelige måder.
