Henrik Spiegelhauer

Da jeg besluttede mig for at skrive et rejsebrev, tror jeg ikke helt jeg vidste, hvad det skulle indeholde. Det er jeg heller ikke sikker på, som jeg sidder nu og skriver det. Måske mest af alt hvem, det er, jeg egentligt skriver det til.

I går aftes sendte jeg 31 helt igennem dejlige mennesker hjem. Jeg blev tilbage, fordi jeg har valgt at rejse videre i Australien en ekstra måneds tid. Det er en meget mærkelig følelse at sidde med. For det føles som om, at jeg har kendt de her mennesker det meste af mit liv, og pludselig er de her ikke. Jeg har delt noget af det, der for mig, er mest sårbart, og jeg er kun blevet mødt med kærlighed, rummelighed og forståelse. Jeg kender de her mennesker, som jeg ellers kun kender mine allernærmeste. Det er helt uvirkeligt, at det kun er tre måneder siden vi stod i Københavns Lufthavn, og ikke engang kunne hinandens navne.

Vi har sammen snakket en del om tid, for det føles som år siden, at vi stod sammen i lufthavnen og sagde farvel til vores kære derhjemme, og alligevel føles det som om, at tiden bare er forsvundet – gledet ud mellem fingrene.
Det er måske heller ikke så underligt, altså at tiden er gået stærkt. For vi har oplevet mere på de her tre måneder, end de fleste oplever i løbet af rigtigt mange år. På Fiji lærte vi en masse om os selv, og om at være i et fællesskab, samtidig har vi grinet, spillet kort og ligget ved poolen, vi har kastet os ud fra vandfald med adrenalin pumpende i kroppen og vi har siddet helt stille, helt nærværende når vi har åbnet os op for hinanden. Vi har oplevet hinanden i det rum, hvor vi er sårbare, der hvor vi rigtigt bliver mennesker sammen og vi har været der med stor kærlighed.

Vi har som hold stået sammen, både når det har været svært og udfordrende, og når det hele bare kører derudaf. Efter en fed friuge på Fiji, stod vi sammen tilbage i New Zealand og her lagde vi ud med en 3-dages kajaktur i Abel Tasman National Park. Turen startede med regn og kulde og vi jublede sammen, da vi stod op til klar himmel og solskin og sammen kastede os i kajakkerne og afsted på eventyr.
Jeg husker hvordan vi kastede os i armene på hinanden da vi landede sikkert på jorden, efter at have kastet os ud med faldskærm på ryggen fra 5 km. højde over Queenstown. Endnu tydeligere husker jeg at stå på en meget lille planke med en elastik om benene. Hvordan alt i mig sagde nej, men at jeg med en blanding af viljestyrke og opmuntrende tilråb kastede mig ud, og efterfølgende blev modtaget med krammere og kæmpestore grin. Jeg tror dårligt vi behøvede et lift hjem, for i det øjeblik kunne vi alle flyve. New Zealand var fyldt med oplevelser og øjeblikke og jeg kan dårligt rumme dem alle. Jeg husker også en anden ret stærk oplevelse: Vi var taget på et hike – eller tramp som de kalder det i NZ – og vi havde vist alle sammen undervurderet strabadserne. Da vi havde nået højderyggen på bjerget, der var vores mål, var vi godt pressede. Alligevel valgte vi, en lille gruppe, at fortsætte op til toppen og en time efter, kunne vi se ud over hele Queenstown og den storslåede natur der omkranser byen. Vi stod på toppen, med blævrende knæ og vi stod der sammen fordi vi havde hjulpet hinanden derop.
I New Zealand skulle vi desuden, i vores friuge, transportere os fra den ene ende af landet til den anden. Hele holdet lejede biler eller campervans og drog ud på eventyr. Når jeg siger eventyr, så mener jeg det. For sikke en rejse vi var på. Jeg kørte sammen med fem andre i to ramponerede campervans og alt var præcis som det skulle være. Vi blæste gennem New Zealand, boede i naturen langs bjerge og søer. Vi kørte over bjerge, besteg vulkaner, svømmede i pivkoldt turkis gletchervand og besøgte hobitterne. Sjældent har jeg følt mig så opfyldt af oplevelser og indtryk.

Da vi nåede til den naturskønne Magnetic Island i Australien, eller Maggie, som de lokale kærligt kalder hende, faldt tempoet. Vi samledes igen og fandt nærværet hos hinanden. Vi arbejdede gennem to ugers tid på at lære os selv at bedre at kende i faget Selvudvikling & Kommunikation. Igen blev holdet også samlet om det, at være nysgerrige på egen og hinandens sårbarhed og rumme det, for på den måde at blive mere fuldendte mennesker. Både gennem undervisning og højskoleaftener kom vi helt ind under huden på hinanden, og arbejdede med de følelser og oplevelser, der ligger dybt i vores væsen. Vi fandt ud af, at vi kunne hjælpe hinanden og os selv. Vi kunne bearbejde de bekymringer og ængstelser, som for nogen kan være enormt hæmmende. Jeg ved med mig selv, at de gaver og indsigter, som jeg og de andre har fået, har været livsforandrende. Jeg er helt overbevist om, at ved at blive mere bevidst om hvem jeg er, de ting der driver mig, og de ting der holder mig tilbage, er jeg blevet et bedre og mere lykkeligt menneske.
Undervejs blev Australien ramt af cyklonen Debbie. Vi blev heldigvis ikke selv ramt, men da vi skulle rejse ned langs østkysten i vores friuge, strandede vi i Airlie Beach. Byen var stadig uden strøm og kun ganske få hostels var åbne. En stor del af gruppen stod derfor uden noget sted at sove, andet end busstationen. Her kunne jeg virkeligt se, hvor langt vi var kommet – både som mennesker og som fællesskab. For der blev ikke peget fingre, i stedet stod folk sammen og hjalp hinanden, fik kontakt til frivillige i byen, og fandt en løsning. Der så jeg virkelig, at vi var blevet stærke sammen.

Nu sidder jeg så i Hyde Park i Sydney. Jeg er heldigvis ikke alene, for jeg skal rejse videre med min kæreste. Alligevel føles det lige nu lidt tomt. For når jeg tænker tilbage på alt det, som vi har oplevet sammen, så kan jeg ikke lade være med at drømme mig tilbage. Jeg kan ikke lade være med at kigge efter de andre, når jeg går rundt i byen, og i splitsekunder synes jeg at kunne genkende nogen. For det føles for mærkeligt, at det nu er slut, at vi ikke længere er afsted sammen.

Jeg tror måske også, at jeg er blevet lidt klogere på det her rejsebrev. For det her brev er ikke så meget til alle jer, som overvejer at rejse afsted, selvom jeg kun kan anbefale det, brevet her er til min højskole. Jeg skriver til jer; de dejligste skønne mennesker – alle 34 inklusiv vores dejlige og dygtige undervisere, som jeg har brugt kun tre måneder og alligevel meget af mit liv med. Mennesker som jeg vil gøre alt for, uden at kræve noget igen, fordi I er dem I er. Jeg elsker jer, jeg savner jer allerede og jeg glæder mig til at komme hjem til jer; Oceanien 2017.

Kærligste hilsener
Henrik