Jes R. Larsen
Først og fremmest, så bliver Indien aldrig som Danmark. Gudskelov for det da. Når jeg går op ad en af de stejle gader i den lille indiske by Dharamsala, er der gadesælgere, tiggere, hilsende restaurantejere, masser af skrald i hvert et hjørne, dyttende biler og selvfølgelig tibetanere gående i den lokale bordeaux munkedragt. For går jeg bare nogle få hundrede meter ned ad den menneskefyldte gade, står jeg foran Dalai Lamas tempel. His holiness, som de lokale munke så passende kalder ham.
Før jeg tog med på opholdet her, vidste jeg ikke engang hvad han kæmpede for, og nu bor jeg på hotel Pema Thang Guest House. Med direkte udsyn til hans residens fra terrassen, blot få hundrede meter herfra.
Stemningen i byen er ulig noget andet, som jeg nogensinde har oplevet. Alene det faktum, at bilerne konstant dytter af mig, når jeg går op ad en af de smalle gader, uanset om jeg er ved at flytte mig eller ej, er en helt speciel oplevelse.
Her er en del gadesælgere, hvoraf flere gerne vil hilse på mig. I kanten sidder en tigger med bind omkring sit hoved, som holder hans briller på plads. Den stakkel mand mangler sine fingre. Han repræsenterer den sociale slagside af Indien, som landet kæmper med. Det kæmpe skel mellem rig og fattig. Her er intet politisk sikkerhedsnet til at redde nogen. Ligegyldigt hvor fattig du er.
Det der gør byen Dharamsala så unik, er at her bor hundredvis af tibetanere. Byen er et rent kultursammenstød mellem den farverige indiske kultur og den spirituelle tibetanske. Ingen andre steder i verden kan det opleves.
Jeg er taknemlig for at være netop her. Det samme er tibetanerne. De er flygtet fra Tibet, hvor Kina undertrykker retten til at være tibetaner. De må ikke udtrykke deres egen kultur, og gør de det alligevel, bliver de sendt i fængsel. Millioner af kinesere flytter i disse år ind i Tibet, og bliver det ved, er landet helt kinesisk om ganske få år. Desværre ignorerer verdenssamfundet problemet. Kina er for økonomisk magtfuld. Det er vanvittigt at tænke på, at du hverken må synge tibetanske sange, bære tibetansk tøj, råbe tibetanske kampråb eller på anden måde udtrykke dig tibetansk i Tibet. Tibetanerne har mistet alle deres rettigheder og deres land. Kun folket er tilbage, med Dalai Lama i spidsen, kæmpende for at verdenssamfundet vågner op fra sin søvn.
Det er dog her, at vi fra højskolen kommer ind i billedet. Som sagt er mange tibetanere flygtet fra Tibet til Dharamsala. Men i Kina er de blevet så dårligt uddannede, at de nærmest ikke kan engelsk. Gennem conversationclasses og almindelig undervisning, lærer vi tibetanerne engelsk, samtidig med at vi får en øget forståelse for hinandens kultur. Det frivillige arbejde indebærer også, at vi hver i sær har vores egen private student en time om dagen. Arbejdet gør en kæmpe forskel, og hjælper tibetanere med at kunne begå sig bedre i Indien.
Jeg har gennem det frivillige arbejde fået en kæmpe forståelse for deres kultur, deres udfordringer, deres kampe og deres enorme tro på den tibetanske religion. Tibetanerne er snaksaglige og heldigvis elsker de at dele deres egen historie, ideologier og idéer. Det gør en forskel personligt for mig, at kunne hjælpe og se at jeg gør en forskel. Det var samtidig grænseoverskridende at skulle tale med disse mennesker, høre deres historie og undervise dem i engelsk. Når grænser brydes og flyttes, bygges selvtillid, og det har været en berigende oplevelse, som jeg ønsker, at alle burde prøve mindst én gang i sit liv.
Jeg fortsætter op ad gaden, forbi en enkelt tigger, som febrilsk forsøger at få kontakt med mig. Dog uden held i denne omgang. Hotellet ligger på toppen, med udsigt 2200 meter ned. I næste uge står den på kamelsafari, Taj Mahal og 20 millioner mennesker i Mumbai.
Ja, Indien bliver sgu aldrig som Danmark. Men, hold da kæft, hvor er her fantastisk!
– Jes R. Larsen
