Katrine Zinck-Madsen
Nå, hvor skal man begynde, vi har oplevet så sindssygt meget de sidste tre måneder, at det kan være svært at holde styr på det hele. Hvis jeg blev bedt om at vælge den fedeste oplevelse, så ville jeg sige, at det er helt umuligt.
Jeg kunne vælge det fede fællesskab og alle de nye venner. Eller muligheden for at komme på højskole og ud at rejse på samme tid, hvilket jeg synes var super, fordi jeg ikke kunne vælge. En anden ting, der var vildt fedt, var, at man altid havde noget at glæde sig til både i dag, i morgen, i overmorgen og i weekenden.
Jeg kunne også vælge en af de vilde adventure-aktiviteter som riverrafting, vulcanoboarding og ziplining gennem regnskoven, hvor jeg i høj grad har fået flyttet nogle grænser.
Eller måske en af de hyggelige stunder, som en aften på tagterrassen i Nicaragua, hvor Tobias har fundet guitaren frem og vi alle synger med, mens sveden drypper af os i tropevarmen.
Der har også været store naturoplevelser, fx var vi på en todages ridetur gennem hårdt terræn i Costa Ricas bjerge, vi har set og hørt brøleaberne i trætoppene (og for nogles vedkommende også nået at blive trætte af dem), og vi har da også set solnedgange fra toppen af et par vulkaner.
Jeg kunne også vælge en af de mere kulturprægede hverdagsoplevelser fx at se hestevogne og oksekærer på gaden i Leon eller snakke om børnearbejde med vores ellers veluddannede spansklærer i Nicaragua, som synes, at det er helt normalt. Eller at få følelsen af, at jeg mere eller mindre ubesværet kunne kommunikere på spansk, selvom jeg næsten ikke kunne huske noget af det, vi lærte i spansk på b-niveau i gymnasiet.
Eller måske skulle jeg vælge en af de mere sociale oplevelser: Alle vores vildt fede fester, fx da vi holdt et fiktivt bryllup, hvor alle gik meget op i de roller, de fik tildelt. Eller måske vores gode lokale venner fra vores frivillige arbejde i Guatemala, som vi ikke kun har arbejdet sammen med, men som vi også har brugt en masse fritid sammen med, og som jeg håber at se igen en gang. Eller følelsen af at have fået gode venner allerede i flyet herned, hvorefter venskabet kun blev tættere og tættere.
Men der er jo også de helt små oplevelser, fx at sidde i en bus og vide, at der er lang tid til ankomst, men at der til gengæld er tid til at reflektere over alle ens oplevelser. Eller at skrive dette rejsebrev og igen blive mindet om, at jeg har været på mit livs rejse, og at jeg skal huske at nyde det (hvilket jeg i den grad også gør).
Men selvom der er mange super gode oplevelser, så er der også de knap så gode fx at skulle tage væk fra Leon i Nicaragua, som jeg nåede at falde pladask for, det er altså en skøn by. Eller at skulle sige farvel til vores nye venner i Guatemala og vide, at det ikke er sikkert, at vi nogensinde ses igen. Eller lige om et par dage, når vi skal sige på gensyn til alle vores nye 28 bedste venner fra højskolen, som vi har brugt 92 dage med døgnet rundt – det bliver bestemt heller ikke fedt. Men vi ved, at vi skal ses igen i Danmark og snakke om nogle af de bedste oplevelser i vores liv.
