Lærke Clausen

Da jeg kom hjem efter tre måneders højskole i Indien, Nepal og Thailand, var min rygsæk fyldt til bristepunktet med oplevelser, følelser, erfaringer, indtryk og nye venskaber.

Jeg begyndte at pakke ud og fandt øverst i rygsækken mit kamera – fyldt med billeder. Billeder af oplevelser, natur og venner. Billeder af ubekymrede nætter under stjernerne ved en brusende flodbred i Nepal med lange snakke om alt og om intet. Billeder af travle indiske byer med larmende trafik og billeder af slow-tempo kamelsafari med tid til eftertænksomhed, drømme og grin. Billeder af fællesskab omkring et lejrbål på en strand i Thailand med højskolesang, kram og nærvær. Et fællesskab der er stærkere og langt mere intenst end noget andet fællesskab, jeg nogensinde har været en del af. Et fællesskab der blev hjulpet godt på vej gennem undervisningen i teambuilding, hvor samarbejde, udvikling, leg og latter var i fokus. Et fællesskab hvor rummelighed, tillid, accept og ansvar er nøgleordene, og hvor der er plads til at være sig selv og plads til at udvikle sig selv. Et fællesskab hvor vi har holdt hinanden i hånden hele vejen, flyttet grænser og hjulpet hinanden når vi faldt. For i en familie holder man sammen, og en familie er lige præcis, hvad vi er blevet.

Lidt længere nede i rygsækken lå alle mine souvenirs. Spraglede indiske tørklæder, postkort malet af skolebørn og små sjove figurer. De minder mig om alle de fantastiske mennesker, der har krydset min vej, alle de mennesker der har gjort indtryk på mig undervejs og som har lært mig så umådeligt meget om livet, glæde og taknemmelighed. Jeg har smilet og grinet, til jeg fik ondt i både maven og kinderne af at kramme og lege med indiske børn med den mest smittende livsglæde, jeg endnu har oplevet. Jeg har mødt børn og voksne der ikke har meget, men som alligevel har givet mig mere og inspireret mig mere, end jeg havde turdet drømme om ved at dele deres historier, deres håb og deres drømme. Fremmede mennesker er stoppet op på gaden og har taget sig tid. Tid til at tale, at vise vej, at invitere os ind i deres liv et kort øjeblik eller bare bytte et smil. Jeg er gang på gang blevet overvældet over, hvor lidt der rent faktisk skal til for at gøre en forskel for et andet menneske, et smil er ofte nok.

Længst nede i rygsækken lå alle følelserne gemt mellem sure strømper og solbriller. Et stort virvar af glæde, taknemmelighed, frihed, lykke, kærlighed, forandring, nysgerrighed, ærlighed, tryghed og meget mere. Selvfølgelig har der også været frustrationer over skrald, dårlig mave, dyttende biler, forfærdelige levekår og uretfærdige skæbner. Men det bliver alt sammen overskygget af alle de positive oplevelser, jeg har haft. Jeg er lykkelig og taknemmelig helt ud i fingerspidserne, over alle de fantastiske venskaber jeg har fået, som jeg ved vil vare evigt. Jeg er blevet inspireret gennem undervisningen i selvudvikling og er kommet hjem som et mere rummeligt og bekymringsfrit menneske. Jeg har fået nye drømme og en enorm lyst til at rejse og møde nye mennesker fra andre kulturer og forstå den måde de lever på. Jeg har lært, at selvom ting sjældent går som man regner med, når man bevæger sig rundt i den store verden, så går det hele nok alligevel, det er hvad det er, og der er altid en løsning.

Når jeg står og kigger ud over alt det, jeg har med hjem i bagagen, forstår jeg slet ikke, hvordan det kan lade sig gøre at samle så meget guld sammen på bare tre måneder. De tre bedste måneder i mit liv, som jeg skylder HÖJSKOLENDK, alle mine højskolevenner og vores helt igennem fantastiske undervisere en enorm tak for. Selvom min pengepung er en del lettere, nu når jeg står på dansk grund igen, så føler jeg mig svimlende meget rigere, end da jeg fløj fra Danmark for tre måneder siden.
– Lærke Clausen

Menu