En tidsrejse

En mandag eftermiddag tilbage i august cyklede jeg på en af mine vanlige ruter gennem Aarhus’ gader, og en rullende reklame ved et tilfældigt busstoppested skulle vise sig at blive udgangspunktet for disse refleksioner over min rejse med HÖJSKOLENDK, som begyndte for fire år tilbage. Reklamens afsender var Treo, de smertestillende og febernedsættende brusetabletter, hvis nye slogan er “En, to, treo: Når der ikke er tid til hovedpine”.

Lige netop dét der med TID har været et tilbagevendende emne for mig – både under min rejse og i årene efter. Mit første møde med et andet begreb om TID end mit eget, var det caribiske ‘Island Time’, der groft sagt betyder, at tid ikke er noget, vi skal tage så nøje, og at dét vi ikke når i dag, det når vi nok i morgen. I Caribien kører bussen, når det lige passer, og aftalen med nye, lokale bekendtskaber finder ligeledes sted på et vilkårligt tidspunkt på dagen, og sjældent på et fastsat klokkeslæt. For en punktlig planlægningsnørd som mig krævede det tilvænning at blive tilpas med at befinde sig i den nye forståelse af tid. Min krop og mit sind reagerede på, at jeg ikke længere kunne kontrollere mine dage – og min tid – på samme måde som derhjemme. Mine fødder begyndte at trippe, når tjeneren eller taxaen lod vente på sig, og min hjernes indre kalender forsøgte ihærdigt at få planlægningspuslespillet til at gå op. Heldigvis lærte jeg at holde af ‘Island Time’ i løbet af mit ophold, og jeg lærte samtidig at finde ro i ikke at kunne planlægge mig ud af alt.

Inden jeg i november 2014 drog afsted mod Caribien sammen med 19 – dengang endnu ukendte – ansigter, havde jeg, som sangerinden Alberte skriver, “TID til at rejse, LYST til at lære”. Det skulle vise sig, at jeg på de tre måneder ikke blot fik tid til at rejse, men også tid til at mærke efter og tid til at fordybe mig i stærke venskaber, menneskemøder og samtaler. Jeg fik pludselig tid til at mærke, hvad min krop i virkeligheden fortalte mig, og jeg fik tid til at være oprigtigt nysgerrig på de mennesker, som jeg rejste med.

Tilbage til Treo-reklamen, hvor der ikke er tid til hovedpine. Siden hvornår har vi ikke længere tid til at mærke vores ‘hovedpine’, eller vores smerter, dårlige dage, nedture om man vil? Når vi dulmer med smertestillende, så vil jeg vove at påstå, at vi forsøger at undgå smerten for at forsætte med dét, vi havde gang i. Sommetider kan det være nødvendigt at dulme smerterne i fysisk forstand, men i overført betydning har mine tre måneder i Caribien lært mig, at følelser – også de ‘dårlige’ eller ubehagelige – er vores venner. Jeg har lært, at vi må tage os TID til at tage følelser, gråvejrsdage, op -og nedture, konflikter med os selv og hinanden alvorligt og ikke blot feje dem væk, eller dulme dem med smertestillende om man vil. Vi må tage os tid til at standse op og reflektere og ikke blot lade os flyde med på en bølge af fremdriftsreformer, tidsbesparende ruter på Google Maps og turbo-scan-selv-køer vores lokale supermarked.

Mie Plaugborg Andersen
Elev – Caribien 2014